Forældre og andre voksne spiller tilsyneladende en tilbagetrukket rolle i disse bøger. Det er ikke her hjælpen til forståelse af livet skal hentes. De unges udvikling sker i samspillet med hinanden. Der udtrykkes ikke foragt for eller fjendskab mod de voksne. Tværtimod er de beskrevet kærligt kritisk med stor humor og overbærenhed. De unge gennemskuer ofte de voksnes rollespil, hvilket resulterer i mange morsomme episoder.
Ikke desto mindre er det i forældrenes liv, kimen til nogle af problemerne skal søges. De voksne er underligt magtesløse i disse romaner. Enten evner de ikke at trænge igennem til de unge, eller på grund af travlhed, overfladiskhed eller mangel på interesse opdager de ikke, at der er noget i vejen.