Carsten Jensen spreder sig over mange genrer og har derfor mange litterære slægtninge. I essayet er Jens Christian Grøndahl, Suzanne Brøgger og Søren Ulrik Thomsen gode kollegaer. Den engagerede og politisk vakte rejsebog skrives på dansk grund desuden af Henrik Nordbrandt og Thomas Boberg.
Forbillederne for ”Vi, de druknede” er for en god del udenlandske. ”Skatteøen” af R.L. Stevenson er det store eventyr fra de syv verdenshave, og ingen skibsskrøner undgår helt at stå i gæld til den. Joseph Conrads romaner og noveller udspiller sig ofte på et dæk, og hans brug af blakkede helte er smittet af på Carsten Jensen. ”Moby-Dick” af Herman Melville tilføjer livet på havet en eksistentiel og symbolsk dimension.
Inspirationen til at lade et lille samfund være bogens egentlige hovedperson er måske fra Peer Hultberg, som i ”Byen og verden” giver hundrede små portrætter af en bys indbyggere, eller ”Fiskerne”, hvor titlens tætvævede gruppe af småkårsfolk er dem, der har siddet for Hans Kirks romanportræt.
Med ”Den første sten”, om den danske deltagelse i krigen i Afghanistan, føjer Carsten Jensen endnu en roman til den pulje af bøger, der i de seneste år er blevet skrevet om danske soldater og deres missioner i Irak og Afghanistan. Lars Husum, Dy Plambeck og Mikkel Brixvold er nogle af dem, der i romaner og digte har skildret krigens gru. I efterordet til ”Den første sten” takker Carsten Jensen soldater, officerer og menige, der har hjulpet og inspireret ham i arbejdet med romanen. Heriblandt også forfatter og sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky, som arbejdede som Udenrigsministeriets rådgiver, da han i 2009 besøgte Camp Price i Helmand. Men hvor Riebnitzsky, eksempelvis i debutromanen ”Den stjålne vej” fra 2012, fokuserer på de forbedringer, den danske krigsdeltagelse har bidraget til, er Carsten Jensen mere kritisk. Han mener, at de danske indsatser har været for kortsigtede og blot efterlader sig fejlslagne stater. ”Jeg har ikke skrevet romanen for at sige, at krig er noget lort, men for at undersøge, hvad krig gør. Bogen handler om en specifik krig på et specifikt tidspunkt i historien, og især om soldater fra et land, der har tabt erfaringen med at være i krig, og for hvem begreber som godt og ondt er blevet fjerne abstraktioner” (Carsten Andersen: Krig æder sjæle. Politiken, 2015-11-01), siger han i et interview.