”Vi, de druknede” fra 2006 er en kæmpe bog, og med god grund, for mellem omslagene er der blevet plads til både slægtskrønike, en historie om en by og et erhvervs opblomstring og forfald og en solid omgang sømandsskrøner. Bogen fortæller om Marstal i perioden 1848 og frem til aftenen for befrielsen i 1945, men der er ikke noget provinsielt og indelukket over de historier, som knytter sig til livet og skæbnerne i den lille by på Ærø. Marstallerne var søfarere, et folkefærd af erfarne verdensmænd: ”Alle gader og stræder i Marstal var hovedgader. Alle førte de ned til Verdenshavet. Kina befandt sig i vore baghaver. Gennem vinduerne i vore lavloftede stuer kunne vi se Marokkos kyst” (s. 224).
Romanen følger tre led i en slægt af marstalske sømænd og et lille inventarium af særprægede, næsten magiske genstande, der bliver til stærke symboler for deres ejere. Første led er Laurids Madsen, hvis uopslidelige søstøvler vinder mytologisk status i slaget ved Eckernförde i 1848. Sønnen Albert Madsens vilde eventyr begynder, da han træder ned i de berømte støvler, hvis ejermand i mellemtiden er stukket af fra familien. Sin far genfinder han i en ynkelig udgave på Samoa, og rejsens virkelige udbytte bliver da James Cooks gruopvækkende skrumpehoved, som han arver fra Jack Lewis, en kynisk filosoferende menneskehandler med lasten fuld af kannibaler. De to mænds forskellige omgang med skrumpehovedet af den opdagelsesrejsende bliver en vigtig moralsk indikator. Tredje led er Knud Erik, som Albert sent i livet adopterer, fordi hans egen fars svigt havde givet ham afsmag for familielivet. Knud Erik træder i karakter som kaptajn på et konvojskib under 2. verdenskrig, hvor han, mod reglerne, men styret af sit eget moralske kompas, bryder formationen for at hjælpe et nødstedt skib. Belønningen udebliver ikke. Ved et mageløst tilfælde er den eneste overlevende hans ungdoms store kærlighed.
26519152
Gennem en stor del af romanen er fortællerstemmen et kollektivt ”vi”. ”Vi” henviser til en lille drengeflok, der får den ondskabsfulde lærer Isagers tamp at føle, men tager til genmæle, det er besætningen om bord på et skib, hvor den sadistiske styrmand O’Connor gennemfører et enevældigt rædselsregime, indtil de beslutter sig for at stå sammen og holde ud, og det er medlemmerne af Albert-banden, der står overfor en mægtig fjende i den skruppelløse morder Herman.
”Vi” tilhører drengene, hvis barndom er en forberedelse til et liv på havet, og det tilhører mændene, som deler sømandens livsvilkår. Kvinderne, de ængstelige koner og de stoiske enker, bliver dog ikke helt forbigået. Da sømandsenken Klara Friis erklærer, at hun hader havet, taler hun på standens vegne, og senere, da hun uventet bliver arving til byens største rederi, er hævnens time kommet, og hun knuser søfartens muligheder i byen. Efterhånden som skibsfarten stagnerer, og det bliver mindre selvfølgeligt, at en dreng skal tjene i kabyssen på en skonnert, når han bliver fjorten, opløses byens fortællerstemme. Først på befrielsesnatten genopstår kollektivet i en storslået scene, hvor alle romanens figurer, gode og onde, druknede og overlevende tager hinanden ved skuldrene og træder dansen rundt om det flammende bål.