Omtrent samtidig med, at Thit Jensen udgav sin første bog ”To Søstre”, skrev den svenske forfatter Hjalmar Söderberg teaterstykket ”Gertrud” (1906). Det er også et kvindedrama, hvor hovedpersonen Gertrud lever i et ægteskab uden kærlighed. Hun ønsker at forlade sin mand, for som hun deklarerer, tror hun på kødets lyst og sjælens ensomhed. Söderberg var – på linje med Jensen – dybt optaget af de spirituelle og psykologiske sider af mennesket. Hans bøger tematiserer den irrationelle kærlighed, skyld og moral. Han var ligeledes en fortaler for den personlige frihed, herunder også kvindens. Andre samtidige forfattere, der bliver husket for deres såkaldte emancipationslitteratur, er Olga Eggers og Sigrid Undset. Undset, der modtog Nobelprisen for den historiske roman om Kristin Lavransdatter (1920-22), lod sig, som Jensen, inspirere af folkeviser og gamle sagn, når hun skrev sine fortællinger.
Også i Tove Ditlevsens forfatterskab arbejdes der med at skildre indersiden af kvindesindet. I hendes sidste roman, ”Vilhelms værelse” fra 1975, er ægteskabet både rammen for fortællingen og grunden til den kvindelige hovedpersons selvdestruktive adfærd. Ligesom Jensen er Ditlevsen interesseret i at undersøge kærlighedens væsen, og hun er afsender til dansk litteraturs måske bedst kendte digt om trekantdramaets komplikationer ”De evige tre” fra ”Lille verden” (1942).
Flere af Jensens samtidsromaner indeholder engagerede miljøskildringer af hendes jyske hjemstavn. Himmerlandske bondeskæbner skildres i novellerne ”Jydske Historier” (1916), men også andre af hendes tidlige bøger, f.eks. debuten ”To Søstre” (1903) og ”Kærlighedens Kaabe” (1918) foregår i provinsen, hvor mødet mellem tradition og fornyelse bliver en kilde til konflikt. I nyere tid er det især Hans Otto Jørgensen, der har markeret sig med jysk hjemstavnslitteratur. Jørgensens skriver om landbomiljøet, f.eks. i ”Hestens øje” fra 2000, hvor han ser tilbage på sin egen opvækst med en indremissionsk familie i den jyske provinsby Vile ved Limfjorden.