Den første historiske roman, Jensen skrev, er sagnfortællingen ”Prins Nilaus af Danmark” fra 1907. Den foregår i et fortidigt Jylland og tager afsæt i et citat fra en folkesang: ”Fra Sjørring Volde til Vesterhav, lader Paris kaste den Lønnegrav”. Historien er fortalt i tredjeperson og handler om den drømmende prins Nilaus’ splittelse mellem hans personligheds gode og onde sider.
Nilaus er gift med den unge prinsesse Lucilia, der er så sky, at hun end ikke løfter blikket og ser på sin mand, når han er sammen med hende. En dag kommer Nilaus’ farbror Æsbjørn Jarl og den adrætte bannerfører Paris Hjaltesøn ridende til Sjørringborgen, hvor det unge ægtepar bor. Paris Hjaltesøn får hurtigt et godt øje til Lucilia, han danser, synger og charmerer hende, så godt han kan, mens Nilaus ser frustreret og forbløffet til. På Æsbjørn Jarls opfordring overvejer Nilaus at sætte en stopper for Paris’ bejlen ved at dræbe ham, men Nilaus er ikke en handlingens mand. Det er rivalen Paris derimod. Han lader en lønnegrav, dvs. en hemmelig, underjordisk tunnel, bygge, så han ubemærket kan flygte med Lucilia.
Fortælleteknisk benytter Jensen sig flittigt af besjæling, især i de omfangsrige beskrivelser af landskabet omkring slottet. Vinden danser, en blomst står som en nøgen kvinde og lønnegraven åbner sin mund. Også sammenligningen er et genkommende stilistisk greb. Historiens centrale personer og deres karaktertræk sammenlignes med dyr: Æsbjørn Jarl er listig og giftig som en snog, Paris Hjaltesøn krigerisk som en falk, og Lucilia forskræmt som et lille, hjælpeløst harekid.
Romanens baggrundstæppe er en tidlig, historisk middelalder på slottet Sjørring ved Thy. Indenfor er borgens vægge udsmykkede med tjalde, vægtæpper, der illustrerer tidens kamp mellem kristendommen og den nordiske mytologi. Brydninger mellem hedenskab og næstekærlighed er et tema i fortællingen, der også skildrer magtrelationer, længsel og ikke mindst uforløst lidenskab.