2 kroner og 25 øre

Citat
”Når noget er meget nødvendigt, så må man godt gøre det forkerte. Så er det rigtigt at gøre det forkerte. Så er det retfærdighed! For eksempel at stjæle. Jeg har tænkt længe og grundigt, før jeg begyndte at stjæle.”
”2 kroner og 25 øre”, s. 29.

Louis Jensens ”2 kroner og 25 øre” fra 2010 handler om en 14-årig dreng, der er vred over verdens uretfærdighed og derfor sætter sig for, at han vil gøre noget godt. For 2 kroner og 25 øre kan man ernære et barn i Afrika én dag. For 225 kroner kan man redde det samme barn fra at dø. Med denne viden for øje påbegynder bogens hovedperson projektet med at samle penge ind. Et projekt han refererer til som ”den nye ordning”.

28492731

Først beslutter han sig for kun at gå i skole hver anden dag, de resterende dage tager han et arbejde i Super Brugsen. Lønnen han tjener, samler han først i DSK (De sultne børns kasse), hvorefter pengene herfra løbende sendes af sted til Afrika. Drengen synes dog, at han bør gøre mere, og metoderne, han gør brug af i den gode sags tjeneste, bliver mere og mere ekstreme. Han stjæler halvdelen af sin fars skjorter og donerer dem i en udlandscontainer, han tager sin fars kontokort og overfører penge til velgørende formål, og han begynder at stjæle fra H&M, Magasin og alle de andre butikker på strøget for derefter at sælge varerne videre til hælere. Hver en mønt han samler ind, sender han til de underernærede børn i Afrika. Det hele kulminerer i et tyveri af en lastbil fyldt med mad, som hovedpersonen og hans kæreste, den modige Anne, kører af sted i. Kursen er sat mod Afrika. Turen ender tragisk og man må som læser spørge sig selv: hvad nytter det hele?

Selvom hovedpersonens undervejs konfronteres med sine handlinger af både skoleledelsen og af sin far, der er dommer, fortsætter han ufortrødent sit projekt. Faren siger til drengen, at han skal tænke over, hvad retfærdighed er og huske at gøre det rigtige. Ifølge faren er det rigtige, hvad der står i loven, for drengen er det langt mere komplekst.

Temaet i bogen er uretfærdighed i verden, en uretfærdighed, der gør, at livet kan synes meningsløst. Bogens hovedperson forsøger at tage ansvar, han forsøger at finde en mening med livet. Intentioner bag hans Robin Hood inspirerede handlinger er gode, men det betyder ikke, at de kan retfærdiggøres. Fortællingen konfronterer læseren med spørgsmålet: hvor langt bør man gå for at hjælpe andre?