Louis Jensens ”Tre venner” fra 2013 er fortællingen om tre venner; en lille rød træhest, et smukt fingerbøl, der taler sønderjysk og er meget pligtopfyldende og en skarp kniv fra udlandet. Sammen tilbringer de sommeren på en bakketop, hvor de kigger på skyer. Træhesten fortæller sine to venner om, hvor skyerne kommer fra, og hvor de er på vej hen, den skarpe kniv viser de andre, hvad skyerne forestiller, mens det smukke fingerbøl noterer det hele ned i en sort notesbog.
Men en dag er himlen skyfri, og den skarpe kniv beslutter sig for at rejse ud i ”den hvide verden”. Men det med at rejse ud i den hvide verden er en skræmmende tanke for den røde træhest og fingerbøllet, for de har ikke ligesom den skarpe kniv været der før. Den skarpe kniv har ikke taget mange skridt, før fingerbøllet føler sig ensom. Hun beslutter sig for at rejse med ham, og den røde hest følger trop.
50798224
Sammen rider de af sted på hestens ryg ud mod ”den hvide verden”. Men da den røde hests ben er korte og helt stive efter at have siddet hele sommeren i græsset på bakken, tager det de tre venner hele natten at nå ned for enden af bakken, hvor der ligger et hvidt hus lavet af sukker. ”Det er den hvide verden”, fortæller den skarpe kniv sine venner, og de beslutter sig for at flytte ind i huset.
På rejsen har den skarpe kniv forelsket sig i det smukke fingerbøl, og derfor vil han da også, at de to skal bo sammen ovenpå i sukkerhuset. Men det ender ikke lykkeligt, for fingerbøllet gengælder ikke den skarpe knivs følelser. For efter de tre venner er flyttet ind i det hvide sukkerhus, har hun i stedet forelsket sig i den røde træhest, og den røde træhest har ligeledes forelsket sig i hende. Den skarpe kniv bliver rasende og skærer benene af den røde træhest og smider fingerbøllet ud af vinduet. Derefter skærer han deres fælles hjem op til sukkerknalder, som han rejser til Amerika for at sælge.
”Tre venner” er en fortælling om venskab, kærlighed og jalousi. For tre er som bekendt en for meget, når det kommer til det der med kærligheden.
Bogen er en billedbog til børn i indskolingsalderen og er illustreret af Hanne Bartholin.