Per Christian Jersild blev født den 14. marts 1935 som den yngste af tre søskende. Han voksede op i et middelklassekvarter i Bromma – en forstad til Stockholm. Huset var fugtigt, og storebroren fik en slem tuberkulose, som i voksenlivet kom til at give ham alvorlige gener.
I skolen havde Jersild svært ved at lære at læse, men siden kom han efter det ved at øve sig på farens skrivemaskine. Faderen arbejde under krigen for Livsmedelkommissionen, og senere blev han forlagschef i Evangeliska fosterlandsstiftelsen. Han var meget religiøs og argumenterede ofte med afsæt i bibelhistorier. Han havde også en anden svaghed; nemlig at han holdt af at bruge penge, og det var en medvirkende årsag til, at forældrene havde mange uoverensstemmelser. For at klare tilværelsen kastede moren sig over bøgernes verden og læste nærmest i døgndrift. Ifølge Jersild var det morens litterære interesse, der var skyld i, at han siden blev forfatter.
Om det var brorens alvorlige sygdom, der var årsag til P.C. Jersilds anden interesse, medicin, skriver han ikke. Men han beskriver i selvbiografien “Fem hjerter i en tændstikæske”, hvordan han i gymnasieårene blev optaget af anatomi, og hans tegninger ændrede sig fra at være flyvemaskiner og biler til anatomiske tegninger. Blandt fremtidsdrømmene var der på dette tidspunkt: forfatter, kampflyver, tegner, flykonstruktør, thoraxkirurg eller designer af bilmodeller hos General Motors i Detroit.
To af drømmene slog igennem. Som 24-årig fik han udgivet sit første værk, novellesamlingen “Räknelära”, og to år senere blev han færdig på medicinstudiet. Frem til 1977 praktiserede han som psykiater og havde sit forfatterskab ved siden af, men siden har han været fuldtidsbeskæftiget med sit store og prisbelønnede forfatterskab. Han har dog ikke helt sluppet videnskabens verden, og i 1999 blev han valgt som medlem af det royale svenske videnskabsakademi.
Privat er P.C. Jersild gift med Ulla, og sammen har de to drenge.