P.C. Jersild

Artikel type
voksne
cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Jersild, P.C.
Foto: Frida Hedberg / Scanpix

Indledning

P.C. Jersilds romaner er ideromaner, der tager afsæt i temaer, som er centrale for den periode, han skriver sig ind i. Det gælder for eksempel katastroferomanen “Efter floden” fra 1982, som tematiserer livet efter en atomkrig. I det hele taget er teknologikritikken i centrum, når Jersild tegner mere eller mindre dystopiske portrætter af de mennesker, den moderne teknologi producerer. Fællesskabet fordufter, og tilbage er magt- og pengebegæret. Værkerne sprudler af fortælle- og undersøgelseslyst, og de har altid det lille menneskes vilkår i centrum – ofte sat i kontrast til det store system såsom sygehusvæsenet.

 

23716976

Blå bog

Født: 14. marts 1935, Katrineholm, Sverige.

Uddannelse: Dr.med., Uppsala Universitet, 1962.

Debut: Räknelära. Albert Bonniers Förlag, 1960.

Litteraturpriser: Svenska Dagbladets litteraturpris, 1965. Litteraturfrämjandets store romanpris, 1981. Samfundet De Nios store pris, 1998. Selma Lagerlöf Prisen, 2003. Gerard Bonniers pris, 2012.

Seneste udgivelse på dansk: Lysets dronning. Samleren, 2001. Oversat af Aino Roscher.

Inspiration: James Joyce.

 

 

 

 

 

Baggrund

“Lægerne udnyttede deres magiske magt til at vildlede folk og politikere. Det var lægekorpset der regerede i det skjulte og manipulerede sundhedstjenesten ind i et stadig mere avanceret teknokrati uden evne til overblik. Hvordan kunne de det? Fordi folk, inklusive politikerne, var bange for læger.”

“Babels hus”, s. 164.

Per Christian Jersild blev født den 14. marts 1935 som den yngste af tre søskende. Han voksede op i et middelklassekvarter i Bromma – en forstad til Stockholm. Huset var fugtigt, og storebroren fik en slem tuberkulose, som i voksenlivet kom til at give ham alvorlige gener.

I skolen havde Jersild svært ved at lære at læse, men siden kom han efter det ved at øve sig på farens skrivemaskine. Faderen arbejde under krigen for Livsmedelkommissionen, og senere blev han forlagschef i Evangeliska fosterlandsstiftelsen. Han var meget religiøs og argumenterede ofte med afsæt i bibelhistorier. Han havde også en anden svaghed; nemlig at han holdt af at bruge penge, og det var en medvirkende årsag til, at forældrene havde mange uoverensstemmelser. For at klare tilværelsen kastede moren sig over bøgernes verden og læste nærmest i døgndrift. Ifølge Jersild var det morens litterære interesse, der var skyld i, at han siden blev forfatter.

Om det var brorens alvorlige sygdom, der var årsag til P.C. Jersilds anden interesse, medicin, skriver han ikke. Men han beskriver i selvbiografien “Fem hjerter i en tændstikæske”, hvordan han i gymnasieårene blev optaget af anatomi, og hans tegninger ændrede sig fra at være flyvemaskiner og biler til anatomiske tegninger. Blandt fremtidsdrømmene var der på dette tidspunkt: forfatter, kampflyver, tegner, flykonstruktør, thoraxkirurg eller designer af bilmodeller hos General Motors i Detroit.

To af drømmene slog igennem. Som 24-årig fik han udgivet sit første værk, novellesamlingen “Räknelära”, og to år senere blev han færdig på medicinstudiet. Frem til 1977 praktiserede han som psykiater og havde sit forfatterskab ved siden af, men siden har han været fuldtidsbeskæftiget med sit store og prisbelønnede forfatterskab. Han har dog ikke helt sluppet videnskabens verden, og i 1999 blev han valgt som medlem af det royale svenske videnskabsakademi.

Privat er P.C. Jersild gift med Ulla, og sammen har de to drenge.

 

Babels hus

“– Og her har vi Primus Svensson. (...) Hvad bliver det til med plejehjem?

Langt væk – det var svært at opfatte, der var så mange på stuen – langt væk hørte han kuratoren:

– Vi presser på.

– Han har nok alligevel ikke langt igen, sagde doktor Willard.

De gik.”
“Babels hus”, s. 269.

I P.C. Jersilds “Babels hus” fra 1978 (“Babels hus”, 1978) følger man en lang række personer på det nybyggede hospital Enskede i Stockholm. Centrum for historien er den pensionerede typograf Primus Svensson, som må indlægges to gange. Først for en hjerteinfarkt og dernæst for gulsot, der viser sig at være resultatet af en kræftknude i leveren. Indlæggelserne bliver anledning til forsoning med den 50-årige søn Bernt, og ligeledes bliver de anledning til at introducere en lang række af hospitalets ansatte og deres indbyrdes forhold – og ikke mindst magtrelationerne.

“Babels hus” er en dannet lægeroman med både intriger og romancer. Der er lægen, der får et forhold til en studerende, og sygeplejersken, der føler sig talt ned til og lider under sine kollegers manglende respekt. Men i modsætning til den trivielle lægeroman er karaktererne skrevet levende og nuanceret frem.

Samtidig giver romanen et kritisk indblik i forholdene på de moderne storhospitaler, hvor man som patient ikke kan regne med at se den samme læge to gange, hvor sproget er upersonligt, og lægerne taler hen over hovedet på patienterne. Titlen er netop et fint billede på dette. Babelstårn er et symbol på en overdimensioneret bygning, og i Bibelens 1. Mosebog byggede beboerne i byen Babel et tårn, der nåede op til himlen, og som straf for deres stræben talte de ikke længere samme sprog. I “Babels hus” er der også mange sproglige problemer – selvom alle taler svensk.

Romanen giver endvidere et indblik i magtrelationerne, der lever i fuldt flor på hospitalet – for eksempel mellem overlægen og reservelægen og mellem læger og sygeplejersker. Og den kritiserer indirekte lægemiddelindustriens magt igennem Bernt, der arbejder som konsulent i branchen og fortæller om, hvordan han kan bestikke lægerne med dyre middage, rejser og så videre.