Doris Lessing

Artikel type
voksne
Jette Lundbo Levy. Opdateret af journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 1989/2013.
Main image
Lessing, Doris
Foto: Anders Wejrot / Pressens Bild

Indledning

Doris Lessing er en af det tyvende århundredes store fortællere. Hendes romaner ”Græsset synger” og ”Den gyldne bog” har nået den sjældne variant af klassikerstatus, bøger kan få, når forfatteren lever endnu. Hun skildrer det nære – barndommen og familien – med følsomhed, ligesom hun skaber fjernere verdener i den science fiction, der skubbede til folks opfattelse af, hvad en kritikerrost stemme må skrive om. Takket være en løbende produktivitet siden debuten er hendes samlede værk et aftryk af de sidste mange årtiers spændinger knyttet til identitetsdannelse, samliv, race og kulturforskelle.

 

27017894

Blå bog

Født: 22. oktober 1919 i Kermanshah, Persien.

Død: 17. november 2013 i London, England.

Uddannelse: Autodidakt.

Debut: The Grass is Singing. M. Joseph, 1950.

Litteraturpriser: James Tait Black Memorial Prize, 1995. David Cohen Prize, 2001. Nobelprisen i litteratur, 2007.    

Seneste udgivelse: Mara og Dann: et eventyr. Gyldendal, 2001. Oversat af Lorens Juul Madsen.

Inspiration: Orhan Pamuk, V.S. Naipaul, J.M. Coetzee.

 

 

 

 

Baggrund

”Hvad har du set, Mara, hvad har du set? Og mens hun talte, kom hun i tanker om endnu flere detaljer, små enkeltheder som hun næsten havde glemt: Hvordan vandet i en bæk krusede dér hvor det løb over et grundt, stenet sted, og hendes mor der duftede af blomster når hun kom ind og sagde godnat…”
”Mara og Dann: et eventyr”, s. 398.

Doris Lessing blev født Doris May Tayler i 1919 i Persien (i dag Iran). Hendes forældre var britiske, faren en tidligere soldat, der ikke kunne finde ro i England, og moren var sygeplejerske. I midten af 1920’erne flyttede familien, som også talte en mindre bror, til Rhodesia (nu Zimbabwe). Lessings far drev et landbrug, mens hun blev indskrevet i en lokal katolsk pigeskole. Den strenge undervisningskultur passede hende ikke, så hun gik ud før tid, da hun var i begyndelsen af teenageårene. Et formelt uddannelsesforløb genoptog hun aldrig, og hun forlod sit barndomshjem umiddelbart efter. Hendes mor havde hidtil været vigtig for forfatterens introduktion til litteraturen, fordi hun bestilte bøger fra England til Afrika. Den unge Lessing læste blandt andre Charles Dickens, Rudyard Kipling og Robert Louis Stevenson.

Da hun var flyttet for sig selv i Rhodesia, måtte forfattergerningen vente. Hun forsørgede sig gennem tilfældige jobs, inden hun i 1939 giftede sig med sin første mand. De fik to børn, men få år efter forlod hun sin familie. Hun har siden været selvkritisk i forhold til den handling og samtidig beskrevet den som nødvendig for sin intellektuelle udvikling: ”I lang tid følte jeg, at jeg havde gjort noget meget modigt. Jeg mener, kvinder gjorde ikke den slags, men der intet mere kedeligt for en intelligent kvinde end at tilbringe endeløse mængder af tid med små børn.” (Lucy Cavendish: I realize now that deserting my children was a terrible thing to do. The Evening Standard, 2007-02-05.)

Hun giftede sig i 1943 på ny med kommunisten Gottfried Lessing – et ægteskab, der kun varede til 1948, men gav hende en søn, og det efternavn, læserne skulle komme til at kende. I 1949 tog hun sønnen med sig til London. Det følgende år udkom debutromanen ”The Grass is Singing”. Heri brugte hun sine iagttagelser af landbrugslivet i Afrika, men Lessings omfangsrige forfatterskab har for længst taget afstikkere fra realismens udgangspunkt og inddraget områder som mysticisme og science fiction.

I 2007 modtog hun Nobelprisen i litteratur med en motivationstekst, der fremhævede hendes evne til at fortælle, hvordan det er at være kvinde, og hendes ”skepticisme, ild og visionære kraft”. Skønt forfatterens glæde over modtagelsen var tydelig, udtrykte hun i 2008 i britisk radio, at hun var træt af den medieopmærksomhed, der ledsagede prisen og prægede hendes dagligdag. Irritationen over forstyrrelserne synes naturlig med tanke på ordene fra hendes Nobelforedrag: ”Det essentielle spørgsmål er, ”Har du fundet et rum, det tomme rum, som burde omgive dig, når du skriver?” Ind i det rum, der er som en måde at lytte på, at være opmærksom på, vil ordene komme, de ord, dine karakterer vil sige, ideer – inspiration. Hvis en forfatter ikke kan finde det rum, kan digte og historier blive dødfødte.” (Doris Lessing: On not winning the Nobel Prize. Nobel Lecture, 2007-12-07).

Lessing har givet udtryk for, at man ikke skal forvente nye bøger fra hendes skrivebord i London, eftersom kræfterne er aftaget med alderen. Selv tror hun, at det er romanen ”The Golden Notebook” (1962), folk vil huske: portrættet af kvinden Anna Wulfs frihedskamp og sammenbrud, som feministbevægelsen tog til sig.

 

De første Afrika-romaner

Lessings debutroman ”The Grass is Singing”, 1950 (”Græsset synger”, 1952) er dybt præget af hendes oplevelse af Afrika med raceadskillelse og kolonialisme. Den handler om en fortvivlet og racistisk midaldrende kvinde, som har et kærlighedsforhold til sin tjener. Han ender med at myrde hende på grund af hendes angst og foragt for hans hudfarve. Det voldsomme forløb kan også forstås symbolsk som det undertrykte sorte Afrikas hævn over de hvide kolonisatorer.

27017894

Den første periode i Doris Lessings forfatterskab er udpræget realistisk og gennemtrængt af erfaringerne fra de politiske frigørelsesbevægelser i Afrika. Dette gælder også de mange noveller fra denne periode, som skildrer kolonialismen gennem de forhold, den skaber mellem mennesker.

De to første bind af Doris Lessings store udviklingsroman ”Children of Violence” (”Børn af vold”), bøgerne ”Martha Quest”, 1952 (på dansk i 1977) og ”Et ordentligt ægteskab”, 1954 (”Et ordentligt ægteskab”, 1978), viser også et bredt livsbillede af Afrika i mellemkrigstiden og under 2. verdenskrig med centrum i det hvide kolonialistiske borgerskab. Denne synsvinkel gør forfatterens menneskeskildring tragisk, for mange af de personer, hun beskriver, har udtømt deres muligheder for at forandre sig selv, eller de føler sig afmægtige i forhold til det samfund, de lever i.