P.C. Jersilds “Efter floden” fra 1982 (“Efter floden”, 1982) handler om livet efter en katastrofe. Hvilken katastrofe, der er tale om, bliver ikke forklaret i romanen, men der har dels været krig og dels en flodbølge, som har udslettet det meste af verdens befolkning.
Romanen følger Edvin, som er en mand på 33 år. Han er blandt de få, som er født efter katastrofen, og det eneste liv, han kender til, er en tilværelse, hvor alle kæmper mod alle, og enhver er sig selv nærmest. Det betyder blandt andet, at folk holder på den viden, de har, og ikke lærer den fra sig – for hvis man kan et håndværk for eksempel – noget, der gør en uundværlig – så øger det ens chance for overlevelse. Edvin kan intet håndværk og må klare sig ved at levere seksuelle ydelser.
I romanens indledning er han skibsdreng – og kaptajnens elsker. Men da kaptajnen bliver træt af ham, bliver han sat af på et stykke land og må prøve at overleve. Her lever han på må og få og bliver i en periode en del af et diktatorisk samfund, der er centreret omkring et fængsel.
“Efter floden” er en katastroferoman – en apokalyptisk dystopi. I en afsluttende kommentar til romanen skriver forfatteren, at den er skrevet som en kommentar til kernevåbentruslen. Hvad ville der ske med verden og med menneskeheden, hvis en krig med kernevåben blev en realitet? Svaret, Jersild giver, er temmelig nedtrykkende. Livet er barskt og råt. Der er fødevareknaphed, mangel på brændsel, mangel på mellemmenneskelige følelser og en manglende evne til at reproducere sig selv. Kun få kvinder lever endnu – de er formentlig gået til som et resultat af massevoldtægter og kannibalisme. På øen, hvor Edvin bliver sat i land, præsenteres to overlevelsesstrategier. Kvinderne isolerer sig i klostret og lever et indadvendt liv med bønner, åndeuddrivelse og dyrkning af jorden. Mændene lever i et tidligere ungdomsfængsel, bliver styret med hård hånd af den autoritære Roland og lever af at plyndre fartøjer.
En af de få karakterer, der har bevaret en vis medmenneskelighed, er lægen Petsamo, men også for ham er der grænser. Han mener ikke, at livet har nogen fremtid på jord, og derfor er hans gerning i lige så høj grad at sørge for menneskets afvikling, som det er at smertelindre. Helbredelse er en umulighed nu, hvor medicinen og sundhedsvæsenet er forsvundet. Et lille lysglimt er der i fortællingen, da Edvin forelsker sig i en jævnaldrende kvinde, der går under navnet finnepigen, men som med alt andet, får det et tragisk endeligt.