I 1980 udkom P.C. Jersilds “En levande själ” (“En levende sjæl”, 1980), hvis fortæller er en hjerne ved navn Ypsilon, der ligger i et akvarium i et forskerlaboratorium. Hjernen holdes kunstigt i live via en elektrisk spænding og ved hjælp af næring, som forskerne tilfører akvarievandet via pipette. Forskerne arbejder i den fiktive virksomhed Biochine Medical Corp. og er mildest talt usympatiske over for Ypsilon. Den eneste undtagelse er sygeplejersken Emma, som har ansvaret for at passe Ypsilon, og som han efterhånden forelsker sig i. Han lærer at telepatere til hende, og det ser ud, som om hun forstår og svarer ham.
Romanen er inspireret af Roald Dahls novelle “William and Mary” fra 1960, hvor den kræftramte William donerer sin hjerne til forskning. Jersilds udlægning af historien begynder in medias res – altså midt i historien i en ubestemt tid efter, at Ypsilons hjerne er blevet amputeret fra resten af kroppen. Ypsilon fortæller om sit liv og om tilværelsen i laboratoriet – en beretning, der fungerer som en form for overlevelsesdrift i det meget inaktive liv, han må føre.
Et væsentligt tema i romanen er mangel på etik og et udtalt magtbegær. Virksomheden Biochine beskrives som arketypen på et uetisk storforetagende, hvis eneste mål er profit. Etiske og humanistiske idealer er slet ikke tilstedeværende, og selvom Ypsilon er både mere intelligent og følsom end medarbejderne i firmaet, bliver han blot betragtet som et objekt, de i forskningens navn kan gøre med, hvad de vil. Blandt andet bliver han udsat for medicinske forsøg, elektrochok og tortur.
Et andet centralt tema er, hvad vi egentlig – og måske fejlagtigt – betragter som menneskeligt. For hvad er egentlig mest menneskeligt – et uetisk magtmenneske, der kan skalte og valte med andres liv, eller et intelligent og følsomt menneske, der ikke har mulighed for at forsvare sig selv?