Ypsilon

Citat
“Vad skall man med en kropp till? Benen till exempel: de är inte till för annat än att transportera. De är en relikt från vår normadtillvaro, då vi följde renhjordarna över istidens tundror.”
“Ypsilon”, s. 349.

I begyndelsen af P.C. Jersilds roman “Ypsilon” fra 2012 sidder forfatteren i sit slidte, mørke arbejdsværelse og tager en lur, da det ringer på døren. Det viser sig at være en af forfatterens tidligere romanfigurer, hovedpersonen i “Barnets ø”, der opsøger ham. Reine Larsson hedder han, og det varer ikke længe, før P.C. Jersild er blevet en del af hans liv igen – af hans sukkersyge, hans problemer med doktordisputatsen etc.

Mødet inspirerer ham til at opsøge flere tidligere romanfigurer. Blandt andet Bernt Svensson fra “Babels hus”, som var i overhængende fare for at blive førtidspensioneret alkoholiker, men som har vist sig at klare sig ganske godt. Han ejer nu et helsehjem, som får syge på ret kurs med motion og frisk natur, og han render rundt som en anden langskægget og langhåret guru.

“Ypsilon” overskrider alle genregrænser. Den er autofiktion, metafiktion og science fiction og... i en stor pærevælling. Fortælleren – eller forfatteren – er medvidende, og han fremstiller sig selv med sin forfængelighed og sine mangler og væver sig tilsyneladende autentisk ind i sine romanfigurers liv. Det er unægtelig en underholdende måde at væve sit eget forfatterskab sammen til en hel potpourri af farvestrålende medmenneskelige møder.

Centrale temaer er selve skrivearbejdet – forfattergerningen –, og døden, idet Jersild formår at følge alle sine romankarakterer værdigt i graven. Men også den offentlige sektor – og ikke mindst sygehusvæsenet – får en på hattepulden.

Titlen “Ypsilon” er navnet på hovedpersonen i romanen “En levende sjæl”. Eller det vil nærmere sige: på den hjerne, der befinder sig i et akvarium i et forskerlaboratorium, og som agerer romanens fortæller. Desuden er Ypsilon det 20. bogstav i det græske alfabet. Tegnet kombinerer bogstaver og tal – en kombination, der passer til den naturvidenskabelige videnskabsmand og forfatter P.C. Jersild.