Doktor Bagges anagrammer

Citat
”I dag har jeg været på vejene igen. En tvillingefødsel i Brande, en blindtarm i Gadbjerg. En dreng der var stanget af en vædder i Riis. Og jeg har lyst til at hade. Klokken er otte. Solen går hvid og gal ned. Den ser rasende ud. Vi får blæst i morgen.”
”Doktor Bagges anagrammer”, s. 124.

I Ida Jessens roman ”En ny tid” (2015) fortalte Lilly Bagge om sit liv og om afskeden med sin indesluttede lægemand Vigand Bagge. Som en selvstændig fortsættelse til denne udkom ”Doktor Bagges anagrammer” i 2017, og heri er Vigand fortæller. Han ved, at hans aldrende krop synger på sidste vers, så på en opfordring fra Dansk Lægeforening – og med praktisk hjælp og et kærligt skub fra sin kone – nedskriver han på løsark noter til den kommende antologi ”Fra Doktorstolens Tid”. Udover historier fra sit liv og refleksioner fra sin sidste tid skriver Bagge anagrammer: ”Doktorstolen/ Knoldet torso/ Lortet ond sko” (s. 7).

Han opridser sit livsforløb med fru Bagge og kommer næsten i klemme med sig selv over, hvor meget han har holdt af hende og hvor lidt han har sat pris på hende. Hun har været en kærlig og opofrende hustru, og han har kvitteret med hån og nedladende ignorance. I sine vågne nætter i konsultationen falder der ro over ham, og det stille natterum åbner for pinefulde erindringer fra en barndom med en kortfattet far og en delirisk, fraværende mor.

52882893

En erindring, der har sat sig i kroppen som et stempel, er sagen om skolelæreren med de 11 børn, hvoraf fem døde på en nat. Først til sidst i romanen udfolder han historien, og man forstår, hvorfor den har fyldt ham med skyld og skam gennem et helt lægeliv.

Bagge noterer selv undervejs, at han holder noget tilbage. Han vil – end ikke ”i disse nussede enkeltbladsskriverier” – fortælle, hvor forfærdeligt det er at dø. Hans far har indprentet ham, at man ikke skal pibe, og det løfte holder han til det sidste.

Udover at være en historie om en ensom og uforløst mand, er ”Doktor Bagges anagrammer” et tidsbillede på Thyregod i en tid, hvor hygiejnetiltag og bilkørsel var nye begreber. Bagge er optaget af sit fag og udfolder sig om hygiejne, sygdomme, Difteritis osv., og skildringen af de nye landvindinger inden for medicinstudiet giver et konkret indblik i landbolivets omskiftelighed.

Som efterfølger til ”En ny tid” er denne roman mere end et korrektiv. Den trækker gardinet fra til den enerådende Vigand og lader ham føre ordet. Lader ham trække gardinet for igen. Grebet at give en egensindig, stædig mand fyldepennen gør teksten til et selvstændigt – næsten medicinsk – studie i stolte mænds forfængelige omgang med tilværelsen.