Efter en pause fra novellegenren udgav Ida Jessen i 2013 ”Postkort til Annie”. Alle seks noveller handler om ca. 50-årige kvinder i kriser, der primært relaterer sig til ægtemænd og drengebørn.
Titelnovellen handler om Mie, der tænker tilbage på en skæbnetung dag i sin studietid i Aarhus. I tæt snevejr ser hun en dag en ældre dame i morgenkåbe og vil gerne hjælpe, men bliver afvist. Lettet over ikke at behøve at tage ansvar, står hun på en bus, der kort efter påkører og dræber damen. Mie er i chok og samles op af en ung mand, der konfronterer hende med hendes ansvarsløshed og erobrer hendes hjerte. 30 år senere kører Mie gennem Aarhus på vej til et foredragsjob, og stedet vækker erindringer, der har været gemt væk i årevis. Nye erkendelser om fortiden følger med.
50655172
I ”En udflugt” er Tove på kortvarig flugt fra sit parforhold med en dominerende mand. På cyklen ude i naturen føler hun sig tryg og rolig, men hun vender alligevel hjem til sin mand. En vanemæssig afhængighed er det bånd, der knytter parret sammen, mere end det er kærlighed. Gennem novellen får man indtrykket af en kvinde, hvis livsmod hedder håb, men ligner sorg. Som der også står i ”Ramt af ingenting”, er håbet det største af troen, håbet og kærligheden. I øvrigt ligner novellens steder og karakterer glemmebogen, ligesom parforholdets usunde strukturer gør det. I kriminovellen ”December er en grusom måned” fastholder den strikte krydsklipning spændingen om, hvad der skete i Brugsen den aften op til jul, hvor en kvinde blev slået ihjel. Beskrivelserne af mødres had og kærlighed til deres børn samt børns kærlighed til deres mødre danner modvægt til kulden, sneen og krimielementerne.
Overordnet handler novellerne om kvinder, deres kærlighed og deres (uforløste) forhold til mænd og børn, inklusiv tabuiserede og skamfulde moderfølelser. Kuede kvinder, der ikke hviler i sig selv, men ligger under for magtsyge smagsdommere.
Nogle noveller er placeret i et unavngivet provinsmiljø, mens to er sat i Aarhus. Jessens karakteristiske præcision i navngivning af ting, i dialoger, i persontegninger og beskrivelser af landskaber er markant, som da Lisbet i ”Mor og søn” er ude at gå i bælgravende mørke, og hendes sanser forstærkes: ”Hvis hun træder til venstre, kommer hun ud i noget, der føles som lyng. Måske er der også revling og blåbær. Snart hører hun lyden af vand og mærker en træbro under sine fødder. Hun kører foden prøvende hen over plankerne. De er slimede og meget glatte.” (s. 195).
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Postkort til Annie"