I 2012 udgav Ida Jessen den lille ”Ramt af ingenting” med genrebetegnelsen ’En glemmebog’. Og lige præcis det at glemme handler bogen om. En kvindelig jeg-fortæller er blevet skilt og forsøger i tiden efter skilsmissen at glemme sin vrede, bitterhed og sorg ved at skrive om det.
I korte sekvenser, hvoraf de fleste er under en (meget lille) side, beskriver kvinden episoder fra forholdets begyndelse, midte og afslutning og tiden efter, hvor hun er flyttet i hus. I det nye hus er hun ved at anlægge en have og vænner sig langsomt til lyden af biler på grusvejen og naboens ”Hej, skat”, som hun kan høre gennem hækken. Hun forsøger at forstå kærligheden og bruddet, samtidig med at hun forsøger at stable et nyt liv på benene. Bag sig har hun to forliste ægteskaber og en datter, der befinder sig på den anden side af Atlanten. De taler sammen på computeren, men ellers er dagene ensomme og fyldt af cykelture, havearbejde og arbejde med at oversætte og skrive.
29273766
Trods det nærmest sentimentale tema er sproget køligt. Der konstateres mere end der føles. Hovedpersonen spørger lige så meget, som hun svarer, og hun lægger ikke nogen forklaringer eller rationelle løsninger frem. Fortælleren skriver, at hendes erindring opsuges i de ting, hun skriver: ”Det hele er i mine bøger”. I bogens nu er hun ved at skrive sin vrede eksmand ud af erindringen og ind i glemslen.
Beskrivelserne af lys og landskab fylder meget i bogen og hos fortælleren. Hun kan gemme – og glemme – sig for sine tanker, når hun oversætter eller arbejder i haven. Som altid hos Ida Jessen er betegnelserne præcise, her efter gravkoens indtog i haven: ”Ahornene er borte, de bedrøvede rododendron med deres brunsorte blomsterstande er borte, parykbusken, der havde gravet sig ind under terrassen er væk. Rødtjørnen, fyrretræerne, de små gullige tujaer er væk.” (s. 52).
Det er det, forfatteren kan, når sorgen sætter ind i den indre verden: navngive den ydre verden og orientere sig i den i fortællinger og i sanselige registreringer.