”Valgte den ikke at virke?”
”Ja!”
”Var det til din dankort?”
”Det kan du godt kalde det, hvis du vil. Det er jo ikke alle der har et dankort, vel? Jeg ville kalde det for et betalingskort.”
”Du har ret. Vi siger et betalingskort,” sagde Lisa og smilede ind i telefonen.”
Som en selvstændig fortsættelse af Hvium-trilogien udgav Ida Jessen i 2018 romanen ”Telefon”, der har den tidligere præst Lisa som hovedperson. Hun bor i København og er alene hjemme et par dage, da hendes mand Frederik og yngste datter Dafne er i New York sammen.
I ”Det første jeg tænker på” (2006) mistede Lisa og Frederik deres syvårige søn Gustav til en flugtbilist, og barnepigen Manne, der var med i bilen, tog skylden. Den episode kommer efterhånden frem i ”Telefon”, der følger Lisa en regnvåd novemberaften på hendes frivillige tjans på en anonym telefontjeneste, hvor man kan ringe ind, hvis man er ensom eller bare trænger til at snakke. Romanen består primært af disse samtaler, hvor Lisa lytter aktivt og medfølende til personerne, der ofte er lidt stakkels og utilpassede. En vil gerne bede Fadervor med Lisa, en drikker for meget og en er utilfreds med samfundets krav om altid at være social. Den sidste har skiftet navn til Rose, har været i fængsel og boede engang i Hvium, og langsomt falder tiøren for Lisa, der må lægge broderiet fra sig og forstå, at hun taler med sin søns formodede drabsmand. Gennem deres samtale får Rose/Manne fortalt sin version af ulykken, og de erindrer tiden efter Gustavs død sammen. For første gang afslører Manne, hvem der sad bag rattet, den dag Gustav døde.
54423489
Lisas overvejelser om, at tiden forsoner en med livet, klinger sammen med tilgivelsen, som hun praktiserer som præst og som privatperson. Held, retfærdighed og skyld er andre eksistentielle emner, som romanen berør på en både afmålt og humoristisk måde. Præcist som altid hos Ida Jessen, enkelt og fortættet. Et af lokalerne i telefontjenesten kaldes Musestuen, og Ida Jessens minimale, men skarpe portræt af kontorets indehaver lyder sådan her: ”Men det forholdt sig også sådan at medarbejderen på Musestuen var en samler der samlede på musefigurer, og at den ryddede bordflade var meget lille. Den ryddede bordflade var på størrelse med et A4-ark.” (s. 15). Ud fra en nøgtern beskrivelse af et skrivebord forstår man en hel del om den person, der har indrettet det.
”Telefon” er en indfølende roman, der med stor sympati for utilpassede og skrøbelige eksistenser lavmælt advokerer for et lidt mere rummeligt samfund, hvor man ikke nødvendigvis skal registreres i noget system eller være venner med alle.