Det første jeg tænker på

Citat
“Det her kan aldrig komme ud. Det kan aldrig komme længere. For det er standset. Det er noget fysisk. Det er inde i din krop, i dit blod, stønner du. Du skal aldrig skille dig af med dit savn.”
“Det første jeg tænker på”, s. 120.

Bred berømmelse – og BG Banks Litteraturpris – opnåede Ida Jessen med sin roman ”Det første jeg tænker på” fra 2006. Her er vi tilbage i den fiktive by ved kanten af Limfjorden, Hvium, hvor romanen ”Den der lyver” også foregår. Det er august, og heden har lagt sig som en tung dyne over det lille samfund. Fortælleren er den 38-årige Birgitte, der lever et bohèmelignenede liv i København som forfatter med hang til mænd, sex og rødvin. Da romanen starter, er der dog mere falleret femme fatale over hende, for hun rejser op til Hvium – officielt for besøge sin gamle barndomsveninde Lisa og uofficielt for at slikke sårene efter en affære med en gift mand. De to kvinder kender hinanden fra de var helt små, men siden gymnasietiden har de kun haft overfladisk kontakt. Lisa er blevet en populær præst i Hvium, hvor hun lever med sin smukke universitetsmand Frederik og sine børn Gustav og Marie.

26053153

Få dage efter Birgittes ankomst bliver idyllen smadret: Gustav bliver kørt over på sin syvårs fødselsdag af en flugtbilist. Han kommer i koma og dør kort tid efter. Præstefamilien og det omgivende samfund er i dyb sorg. Lisa er dog hårdest ramt, og hendes sorg gennemgår forskellige faser; først chok, så vanvid, suicidale tanker og afmagt. Derefter ønsker hun at finde gerningsmanden, så han kan indrømme sin forbrydelse, og hun kan tilgive ham og dermed genvinde mening i sit liv. På sidelinjen står Frederik, som vil lægge sønnens død bag sig, den altid mutte Marie, som passes af barnepigen Manne, og Birgitte, som forsøger at hjælpe Lisa, men også forråder hende. Og der er lokalsamfundet, hvor alle mistænker alle for forbrydelsen.

Ida Jessens realistiske prosa beskriver menneskenes genkendelige hverdag, men krydrer den med thrillerelementer, kærlighedskonflikter og psykologisk drama, hvilket resulterer i en underspillet uhygge. Man får fornemmelsen af katastrofe i de præcise beskrivelser af de varme augustdage, før Gustav bliver kørt ned, og af hans komatilstand inden han dør. Realismen gør drengens død og familiens sorg uhyggeligt nærværende og virkelig. Samtidig er personerne mangefacetterede, så der er ikke lagt op til én bestemt måde at fortolke (eller dømme) dem på.

Det overordnede tema i “Det første jeg tænker på” er sorg og tilgivelse – eller hvordan man kan være menneske, når man bliver ramt af den værst tænkelige katastrofe. Der er forbrydelse og straf, og så er der tilgivelsen som en slags omvendt straf. Dermed sker der en forskydning fra det sædvanlige fokus på offer og gerningsmand til de pårørende, hvis sorgarbejde er ligeså vigtigt, som det er individuelt.