Ida Jessen skriver sig ind i en lang nordisk realismetradition. Umiddelbart gengiver hendes værker direkte, hvad der sker på handlingsplanet og i personernes hoveder. Men de krydres nogle gange med diskrete symboler og naturen som understøtter handlingen. Ida Jessen har udtalt, at hun har været glad for at læse blandt andet Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Kerstin Ekman. Der er da også rigtig mange sammenfald mellem realismen hos Kerstin Ekman og Ida Jessen: de psykologiske personportrætter, poetiske skildringer af naturen og menneskets forhold til den, kønsspørgsmål, landsbyliv, samfundskritik, forældrerollen og kristendommens dimension. Skulle man alligevel pege på en forskel, kan det være, at Ida Jessens historier rummer disse elementer i en mere underspillet form.
Det sidste har hun til gengæld til fælles med den canadiske forfatter Alice Munro, som Jessen har oversat til dansk. Munro skriver ligesom Jessen om kvinder og specielt kvinder i den modne alder, hvor børn og ægteskab for længst etableret, men hvor livet alligevel ikke helt er faldet på plads.
Ida Jessens værker har flere ting til fælles med en række samtidige norske forfatterkolleger. Fornemmelsen for menneskelig sorg og psykologi deler Ida Jessen bl.a. med Helga Flatland, der i sin trilogi ”Bliv hvis du kan, rejs hvis du må” (2010-13) har udfoldet livet i en lille norsk by før og efter, at tre af byens unge mænd er faldet i Afghanistan. Trude Marstein deler den lavmælt dramatiske fortællestil og de insisterende, nærgående portrætter af kvinder og mænd midt i livet, og novelleforfatteren Ingvild H. Rishøi bruger få virkemidler til at tegne sine komplekse karakter.
Den lille by Gram i Sønderjylland har Ida Jessen tilfælles med en anden dansk forfatter – Erling Jepsen – som fødeby. De har også et litterært slægtskab i deres valg af den lille landsby som ‘location’ i romanerne – (med nogle undtagelser for Jessens vedkommende). Begge forfattere skildrer, hvordan der kan være et klart modsætningsforhold mellem menneskenes pæne liv udadtil og problemfyldte tilværelse indadtil. Igen er det dog værd at understrege, at Ida Jessens beskrivelse af konflikterne ofte er mere antydede end udtalte.