En god morfar er sådan en, der kan fortælle spændende, mystiske og lidt uhyggelige historier. Præcis sådan en morfar havde jeg-fortælleren i Søren Jessens ”Wolf – Ulvemandens fortællinger” (1998), da han var dreng. Denne bog handler om den nu voksne fortællers morfar Hans Wolf og hans mange fantastiske og mærkværdige historier. Wolf betyder ulv på tysk – et navn der passede godt til morfaren, der ifølge fortælleren på mange måder mindede om en ulv. Da Hans Wolf var ung, var han postbud i Sønderjylland, og før det var han soldat i 1. Verdenskrig på tyskernes side. Mange af de historier, han fortalte, var fra hans eget liv og hans skøre oplevelser blandt andet som opfinder, urmager og opdagelsesrejsende.
Efter morfarens eget udsagn var alle fortællingerne helt og aldeles sande, men ifølge fortællerens mormor var han blot en helt almindelig landpost det meste af sit liv. Fortælleren er ikke helt sikker på, hvad han skal tro. Alligevel deler han gerne de mange fortællinger med læseren, som så selv må afgøre, hvad han eller hun tror på.
22199897
Den første historie, der fortælles i bogen, handler faktisk om en helt almindelig landpost, der en tidlig fuldmånemorgen opdager en ulvehale på sin bag og begynder at opføre sig som en ulv. Fortælleren tror nok, at fortællingen i virkeligheden handler om morfaderen selv. Det er derfor, han kalder sin morfar for ulvemanden.
Bogen indeholder i alt 12 af ulvemandens historier, der fortælles sammen med jeg-fortællerens erindringer om at få dem fortalt og om morfaren. Blandt andet fortælles historien om ”Den blå pige”, som morfaderen mødte, da han arbejdede som portør på et hospital. Pigen var født blå og måtte kæmpe hele sit liv for at få lægerne til at forstå, at hun trods sin farve faktisk var både sund og rask. Vi hører desuden fortællingerne om morfaderens arbejde for en gal videnskabsmand, der gradvist udskiftede hele sin krop med metal, og om hans oplevelse en juleaften, dengang han var soldat i skyttegravene under 1. Verdenskrig.
Læseren nærmest bombarderes med den ene mystiske fortælling efter den anden, der alle følges af Søren Jessens egne tegninger. Fælles for historierne er, at de blander det sjove med det sørgelige eller uhyggelige og virkelighed med fantasi. Bogen er velegnet som oplæsningsbog for skolebørn i 2.-4. klasse.