De udvalgte – På flugt for livet

Citat
”Mor siger ikke ret meget, bortset fra at de skal af sted. Nu. Alexander og Anna kikker på hinanden. Af sted? Hvorhen?”
”De udvalgte – På flugt for livet”, s. 51-52.

Lene Møller Jørgensens ”De udvalgte – På flugt for livet” fra 2011 er en genfortælling af to flygtningebørn, Anna fra Tjetjenien og Mansour fra Afghanistans, vej til Danmark.

Da Mansour er en lille dreng, dør hans mor af kræft, og kort tid efter er han vidne til, at hans far bliver skudt ned lige uden for deres hus. Mansour og hans brødre flygter ud af Afghanistan sammen med farens tidligere kone, men det er kun Mansour og hans ene bror, der klarer sig hele vejen til Danmark. I dag bor han i Nordsjælland, han har en kæreste og er i gang med en HF-uddannelse. Han klarer sig altså godt, men han kæmper med at holde en indre vrede på afstand, og han har stadig ikke fundet svar på, hvorfor alle de frygtelige ting skete for ham og hans familie.

29163782

Anna er 15 år, da hendes mor pludselig forsvinder, måske er hun død, måske er hun blevet taget til afhøring. På det tidspunkt har Anna allerede i mange år levet som en flygtning i sit eget land. Hendes familie må flytte fra lejlighed til lejlighed for ikke at blive opdaget, og af samme grund skifter hendes skole også lokaler med jævne mellemrum. Da hendes mor efter en måned kommer tilbage, er hun tydeligt mærket efter tortur, og sammen med Annas lillebror flygter familien til Danmark. Efter bare et halvt år får de opholdstilladelse, og i dag har Anna det godt. Hun taler dansk, hun er klar til at begynde i gymnasiet og har venner omkring sig. Hendes mor og lillebror er ikke faldet helt så godt til, de er stadig mærket af krigen, som de flygtede fra.

Lene Møller Jørgensen har interviewet de to børn over nogle måneder og har genfortalt deres historie ud fra børnenes egne minder. Bogen går derfor ikke i dybden med baggrunden til urolighederne i Afghanistan og Tjetjenien, men tager udgangspunkt i de to børns egne minder fra tiden som flygtninge. Bogen forsøger at formidle den følelse af magtesløshed, som de to børn oplever midt i en krig startet af voksne og af kræfter, der ligger uden for deres egen kontrol. Jørgensen prøver desuden at forklare, hvorfor disse følelser ikke forlader børnene så let igen, heller ikke selvom de nu er trygge i Danmark.

Bogen hedder ”De udvalgte”, fordi Anna og Mansour er udvalgt på mindst to måder. Dels har de været heldige nok til at have en familie, der med deres eget liv som indsats har fået sendt dem på flugt. Og dels har de fået opholdstilladelse i Danmark, hvilket kun et fåtal af flygtninge får.