Døde børn glemmer ikke

Citat
”Hjælp os! Fortæl om os,” ordene trængte ud gennem de læbeløse kæber. De rungede hult i det lille kranium, hvor rødblonde lokker stadig krøllede om blottede, gråhvide kindben. Nu strejfede skelethånden hans varme fingre. Den var iskold. Kold som døden. Han åbnede munden for at skrige. Men ikke en lyd trængte over hans læber.”
”Døde børn glemmer ikke”, s. 68.

Lene Møller Jørgensens ungdomsroman ”Døde børn glemmer ikke” fra 2010 foregår i den ”lidt kedelige provinsby Katballe”, som der står på bogens bagside. Kedsomheden varer dog ikke ved, for da den kristne sekt Betlehems børn kommer til byen, begynder der at ske mærkelige ting.

Lucas, der er søn af byens præst, bliver venner med Mick, der er medlem af Betlehems børn. Drengene er meget forskellige, Lucas kommer fra en god familie, han er selvsikker og har mange venner, Mick derimod er alene med sin mor, han trives ikke i sekten og hans bedste ven Karl er forsvundet på mystisk vis efter et skænderi med den fanatiske sektleder Robert. På trods af deres forskelligheder finder drengene alligevel sammen omkring at opklare de mærkelige hændelser, der tager form i Katballe. Langsomt dukker der historier op fra fortiden, om en myrdet præst, om to tyske flygtningebørn, der sporløst forsvandt kort efter krigen og om en dæmonuddriver, der vil rense Katballe for ondskab.

28480903

Inspirationen til bogen har Lene Møller Jørgensen fået fra en Ph.d.-afhandling af lægen Kirsten Lylloff, hvori hun sætter spørgsmålstegn ved danskernes behandling af de tyske flygtninge, der kom til Danmark omkring afslutningen af Anden Verdenskrig. I 1945 var der 250.000 tyske flygtninge i Danmark, og flere af dem var udsultede og syge efter deres rejse fra hjemlandet. Som følge heraf og på grund af manglende hjælp fra læger og civile døde der flere civile tyskere i Danmark, end der døde danskere som følge af krigshandlinger under hele krigen.

Det er en skyggeside af befrielsestiden som sjældent bliver fortalt, men som Jørgensen mener, at det er vigtigt ikke at glemme: ”Sådan nogen historier har brug for at komme frem og man kan jo drage nogen paralleller til i dag. Hvordan opfører vi os i dag? Man kan altid lære af historien, det er derfor jeg griber fat i den her slags historiske begivenheder” (Døde børn glemmer ikke. Vita, 2011-06-11). 

I bogen drages der en parallel mellem beboernes behandling af de tyske flygtninge for et halvt århundrede siden og deres dårlige modtagelse af den kristne sekt i nutiden. Her har man ikke lært af fortiden, måske fordi den ikke er blevet fortalt, en fejl som Lucas og Mick i fællesskab får gjort en ende på.