I letlæsningsbøgerne Sjakket , Svajer og Messedreng (alle fra 1979), tegner han et indfølende og autentisk billede af, hvordan opvækstvilkårene var for arbejderklassens børn i 30´erne.
Arbejdsløsheden prægede en generation, og ved at bringe det tydeligt selvoplevede stof videre, giver Magnus Johansson nutidens børn og unge en indfaldsvinkel til forståelse af den tid og dens mennesker og en baggrundsviden til forståelse af nutiden.
Bjørn er hovedperson i de tre bøger, der alle foregår i 30´erne. Han bor under meget beskedne forhold sammen med sin søster og mor, der er enke. Gennem moderen bliver han bevidst om, at arbejderne kun kan klare sig ved at holde sammen, noget han erfarer på godt og ondt på forskellige arbejdspladser. Det kan være svært at være solidarisk, når nøden truer.
I bøgerne tegner Magnus Johansson genstande og episoder, der meget præcist illustrerer tiden. Selvom forholdene er små, er hjemmet ikke præget af tristhed. Moderen er en ukuelig og rap arbejderkvinde, der står fast på sin ret. Heller ikke Bjørn hænger med hovedet, han er overbevist om, at han nok skal finde et godt arbejde, selvom hans mor ikke har råd til at sætte ham i lære.
I Sjakket gør Bjørn nogle barske erfaringer som eftermiddagsbud for en købmand, der udnytter hans arbejdskraft. Senere kommer han på feriekoloni, hvor der udspilles en klassekamp i mindre målestok. En flok kostskoledrenge foragter Bjørn og de andre fra kommuneskolen: voksenverdenens klassedeling afspejles i drengenes fjendskab og kampe.
I Svajer har Bjørn forskelligt arbejde, som kuskmedhjælper og svajer. Der er krise og massearbejdsløshed og derfor mange om buddet. Usentimentalt skildres udnyttelse af arbejdskraften, tilløb til solidaritet, indbyrdes kævl og forfølgelse på arbejdspladsen. Bjørns mor og hendes arbejdskammerater griber ind, da Bjørn forfølges af tyve. Det er en dramatisk og festlig historie.
I Messedreng er Bjørn kommet ud at sejle. Et skib ser han som et spejlbillede af det store samfund. Da det menige mandskab skjult for officererne smugler en forfulgt antinazist ud af Tyskland afspejler mandskabets forskellige holdning til nazismen også det danske samfunds holdning til de politiske forhold i Tyskland. Bogen giver et dystert billede af det krigstruede Europa.