Sammen med David Levithan skrev John Green i 2010 romanen ”Will Grayson, Will Grayson”, og der er mange ligheder i stil og tone. Levithan har blandt andet skrevet den eksperimenterende ”Hver dag”, hvor hovedpersonen hver dag vågner op i en ny persons krop. Når Green skriver om teenagekærlighed, kan han desuden minde om E. Lockheart og Sarah Dessen.
Med hensyn til tematiseringen af sygdom og død blandt unge er der som nævnt opstået en hel genre omkring dette – ’sick lit’. En af genrens eksponenter er Jenny Downham. Hendes ”Før jeg dør” handler om en kræftsyg 16-årig pige, der forsøger at komme igennem en liste med ting, hun gerne vil opleve, inden hun dør. Megan Bostics ”Never Eighteen” har et lignende udgangspunkt med den 17-årige leukæmiramte Austin, der er forelsket i sin veninde og sætter sig for at erklære sin kærlighed, inden tiden løber ud.
Tendensen til at kredse om meget dystre og alvorlige temaer genfindes hos en lang række forfattere af ungdomsbøger. Hos Laurie Halse Anderson, som har skrevet romaner som ”Tavs tale” og ”Vinterpiger”, tematiseres blandt andet voldtægt, familietraumer og spiseforstyrrelser. Gayle Formans ”Hvis jeg bliver” handler om en ung pige, som svæver mellem liv og død efter et trafikuheld, og Stephen Chboskys ”Fordelene ved at være en bænkevarmer” om en følsom dreng, der forsøger at komme sig efter sin vens selvmord. Fælles for bøgerne, inklusive John Greens, er imidlertid, at de trods de dystre temaer er varme og livsbekræftende historier, der i virkeligheden handler meget mere om livet end om døden.