Endnu en Katherine

Citat
”Når det handler om piger (og det gjorde det tit for Colin), har alle deres egen type. Colin Singletons type var ikke fysisk, men sproglig: Han kunne godt lide Katheriner.”
”Endnu en Katherine”, s. 22.

Hovedpersonen i John Greens anden roman, ”An Abundance of Katherines” (”Endnu en Katherine”, 2015), fra 2006 er Colin Singleton, og han er vild med piger, der hedder Katherine. Faktisk så vild, at han kun involverer sig med piger, der bærer netop det navn, stavet på netop den måde, og ved romanens begyndelse er han lige blevet dumpet af Katherine nr. 19, som han har dannet par med i et år.

51684516

Bruddet kommer på et ubelejligt tidspunkt. Colin har nemlig lige afsluttet high school og er i eksistentiel vildrede. Med en IQ over 200 føler han, han bør gøre noget af betydning med sit liv. Men hvad? For at blive klogere på tilværelsen og kurere kærestesorgerne tager Colin på roadtrip med vennen Hassan. De når dog ikke længere end til flækken Gutshot, Tennessee, hvor de møder Lindsey og hendes familie og venner. Her tilbringer de det meste af sommerferien, og det bliver en berigende og begivenhedsrig oplevelse for de to venner.

Colin er tiltrukket af Lindsey, der sætter mere pris på hans nørdede indfald end de fleste andre, men er tiltrækningen gengældt, og er Colin klar til at tage springet væk fra stien med de mange Katheriner?

”Endnu en Katherine” handler om at finde ind til sin egen kerne og være den, man er, selvom det oftest er meget nemmere bare at følge strømmen – om at finde et formål med det hele, som passer til den, man er, og de ønsker og håb, man har. Den handler om, at det at finde en retning og en mening i livet kan virke ekstra svært, når man socialt er en outsider, der ikke rigtig synes at passe ind nogen steder. Men ægte venskab og kærlighed opstår, når man er tro mod sig selv og samtidig respekterer andre for det, de er. Det opstår, når man holder op med at spille roller og er ærlig over for sig selv og over for sine medmennesker.

Et andet vigtigt aspekt af romanen er påpegningen af, at fremtiden ikke er skrevet, og at man som ung har utrolige muligheder for selv at være med til at bestemme, hvad fremtiden skal byde på. Især hvis man tør frigøre sig fra normerne.