I John Greens romaner er det unge outsidere, der indtager hovedrollerne – de socialt skæve og ofte lidt kejtede eksistenser, der ikke passer ind i mængden og i stedet søger tilflugt i bøger, i computerspil og blandt andre outsidere. Unge, som trækker sig fra det store fællesskab og i stedet danner egne små fællesskaber. Men at karaktererne er upopulære, gør dem på ingen måde uinteressante. Greens outsidere er skarpsindige, intellektuelle og sjove bekendtskaber, som ikke skal betragtes som ofre, alene fordi de ikke følger strømmen.
Greens romaner rummer ofte en udtalt dobbelthed. De skildrer hovedpersonernes sorgløse tilværelse i en let og humoristisk tone, men konfronterer samtidig personerne med mørke, tragiske hændelser, der tvinger dem ud i alvorlige kriser, men også gør dem stærkere og klogere på livets beskaffenhed. Uskyldige temaer som venskab og kærlighed blandes med mere dunkle temaer som død, selvmord og sygdom.
I den henseende kan flere af Greens romaner – ikke mindst ”En flænge i himlen” – betragtes som eksempler på bøger i den såkaldte ’sick lit’-genre, som er en genre inden for ungdomsbøger, der er dukket op i løbet af de seneste 10-15 år. Genren er blevet kritiseret for dens hårdkogte og ufiltrerede præsentation af depression, selvskade, sygdom, død og sex og dermed for at være moralsk uansvarlig over for dens unge læsere. Greens respons på kritikken har været ganske klar: ”Jeg er træt af voksne, der fortæller teenagere, at de ikke er kloge, at de ikke kan læse kritisk, at de ikke er dybsindige.” (Patrick: John Green: ’I’m tired of adults telling teenagers that they aren’t smart’. The Guardian, 2013-02-27).
Greens bøger kræver netop eftertænksomhed. De udfordrer læseren og sætter ikke nogen umiddelbare grænser for, hvad man kan skrive om til teenagere, og hvad de er for unge til at kunne håndtere.