Blygråt hav, kaffe, poesi og begær. Det er de væsentligste bestanddele i Jón Kalman Stefánssons forfatterskab. Hans fortællinger er alle forankret i en fysisk påtrængende virkelighed, hvor vejret og drifterne lægger fundamentet for den overbygning af litteratur og magi, der fuldender det vestislandske verdensbillede. Fordi de tydelige fortællere gør så lidt ud af spændvidden mellem det daglige snevejr og den guddommelige litteratur, forekommer det udvidede verdensbillede helt naturligt.
I ”Sommerlys, og så kommer natten” sker der flere mærkelige ting, der kunne karakterisere Jón Kalman Stefánsson som magisk realist, men det vil han gerne have sig frabedt: ”Jeg har aldrig tænkt på, hvad det kaldes for, det er ikke mit bord. For min skyld kan man kalde det Real Madrid. Det eneste, jeg vil, er at blande poesi og prosa i romanform.” (Karen Syberg: 'Islands krise er god'. Information, 2009-06-14). Og det gør han, blander poesi og prosa. Sproget er blomstrende på grænsen til patetisk, i hvert fald fuld af patos og storladne formuleringer om livet, døden, kunsten og kærligheden.
Det genkommende olympiske fortællerkor har en evne til at se frem og tilbage i historien og kende karakterernes tanker og drifter, og de henvender sig direkte til læseren med oplysninger om både fortællingens handling og tilblivelse.
De tre romaner om Drengen foregår i Island for omkring 100 år siden, mens ”Sommerlys, og så kommer natten” ser ud til at være forankret i et mere nutidigt og genkendeligt miljø og bygge på rigtige personer. Jón Kalman holder sig dog tilbage med at følge virkeligheden alt for tæt: ”Jeg har heller ikke selv lyst til at sidde og tænke over, hvem der nu er tale om, når jeg læser en bog, og når jeg bygger mine personer op, er det heller ikke meningen, at de skal ligne virkelige personer. Men det kan være, at jeg lægger mærke til, at en mand eksempelvis trækker på den ene skulder, når han siger noget, og så bruger jeg måske den lille bevægelse sammen med en masse andre indtryk og følelser, når jeg beskriver en person,” siger Jón Kalman Stefánsson. Han siger endvidere, at virkeligheden fungerer bedre som inspiration end som skabelon: ”Havde jeg givet landsbyen et navn, ville jeg være nødt til at placere fjeldene de rigtige steder, for ellers ville læserne føle sig snydt og forvirret. Nu kan jeg lave en bro, flytte et fjeld og sætte en gård, som jeg vil, og for mig giver det en større frihed til at lade historien vokse og få sit eget liv.” (Morten Rasmussen: Fortællinger uden forklaringer. Kristeligt Dagblad, 2009-06-27). ”Fisk har ingen fødder” og ”Nogenlunde på størrelse med universet” foregår i et samtidigt Keflavik med blik tilbage til de simple fiskerlejer nordpå og østpå og binder dermed den nutidige og den historiske fortælling sammen.
Fortællingerne er dybt forankrede i den islandske natur og giver et indtryk af de ubarmhjertige vilkår, folk må leve under midt i Atlanten. Samtidig skildres de konsekvenser, vejret har for menneskene: de er tvunget til at varme og hjælpe hinanden, nødsaget til at kunne drømme og læse for at få de lange vinteraftener til at gå. I det hele taget er spændet mellem lys og mørke centralt i hans bøger, og Stefánsson fortæller selv, at det for ham ikke giver mening kun at beskæftige sig med den ene pol: ”Jeg har det som en bluesmusiker, der henter sine sange nede i mørket, men godt kan være glad, når han spiller dem. For dem, der ikke kender mørket, kender heller ikke lyset,” (Daniel Øhrstrøm: ”Mennesket et spændt ud mellem lyset og mørket”. Kristeligt Dagblad, 2017-03-17).