Historien om Asta – hvor går man hen, hvis der ingen vej er ud af verden?

Citat
”Konklusion på en undersøgelse I juni er det så lyst over Island at det nærmest er umuligt at dø.”

”Historien om Asta”, s. 187.

I Jón Kalman Stefánssons roman ”Saga Ástu” fra 2017 (”Historien om Asta”, 2018) mødes Helga og Sigvaldi i en lidenskabelig forelskelse, der snart fører to døtre med sig, den yngste kaldet Asta. Sigvaldi er forelsket i sin smukke kone og sine fortryllende piger, men Helga har ingen ro i familielivet. Da Helga en dag forsvinder, bliver Asta sat i pleje og vokser op hos en kærlig plejemor under fattige kår i Reykjavik. Da hun som 15-årig i skamfuld afmagt brækker næsen på den jævnaldrende Joi, bliver hun sendt op til de afsidesliggende vestfjorde for at komme på ret kurs igen. Der, under den sitrende sol, møder hun Josef, hvis smukke øjne indgyder hende en tillid, hun ikke har oplevet før. De deler både hemmeligheder og kys, inden livet skiller dem ad igen. Asta får senere en datter, som vokser op hos Sigvaldi og hans nye kone, mens Asta studerer i Wien. 

54478887

Vi får Astas historie at høre gennem de breve, hun skriver som gammel kone og gennem Sigvaldi, da han sent i livet er faldet ned af en stige og ser sit liv passere forbi. Romanen klipper mellem de to forløb og et bånd med en eksplicit fortæller, der har søgt eksil i fjerne egne af Island, hvorfra han skriver den samlede historie frem, mens han undrer sig over turisternes vilje til at betale enorme summer for at sidde i ødemarken og glo ind i tågen.

Både Asta og Helga er smukke og passionerede kvinder, og deres lyster og behov kommer til at definere deres liv. Sigvaldi derimod er mere optaget af at holde sig ved jorden og tøjle sit raseri, så den islandske jord ikke slår for store sprækker. Josef er rundet af bibelhistorien, Asta af Laxness, Helga af storladen musik; og alle er de påvirkede af fjeldene, den store himmel og nordlyset. De enkelte skæbner er således forbundet både med hinanden og med noget større, en længere historie og et ansigtsløst fællesskab. 

Der er mange hemmelige breve og fortielser i romanen og spørgsmålet er, om man overhovedet kan kende sandheden – om ens liv ville være anderledes, hvis man vidste noget mere. Et andet tema er svigt, som de fleste rammes af: Kan man undgå at svigte, når man følger sine egne drømme? Og er det bedre at svigte sig selv?
”Historien om Asta” minder os med både let og alvorstung patos om, at lys og mørke, kærlighed og sorg hænger tæt, tæt sammen.