Menneskets hjerte

Citat
”Jeg skal kysse dig, siger hun, så mærker du forskellen, du er uden tvivl død, hvis du ikke kan mærke et kys. Hun kommer helt hen til ham og bøjer sig ned over ham, hun er så rødhåret at det næppe kan være sandt, og hendes læber er varme, de er bløde. Hvor er livet, hvis ikke i et kys?”

”Menneskets hjerte”, s. 14.

Jón Kalman Stefánsson lukkede trilogien om Drengen med ”Hjarta mannsins”, der udkom i 2011 (”Menneskets hjerte”, 2013). I denne roman møder vi Drengen og Jens, da de forkomne vågner op i Slettueyri, hvor de bogstavelig talt væltede ned på de sidste sider af forgængeren ”Englenes sorg”. Gode mennesker tager sig af dem og får dem på fode, men for Drengen er noget forandret. Han har mødt Alfheid, der har rødt hår og grønne øjne, som han ikke kan glemme. Med hende i tankerne vender han tilbage til Staden, hvor foråret langsomt trækker lyset til sig.

48780652

Som i de foregående bøger er det et alvidende fortællerkor af halvdøde, der trækker linjerne op. De ved, at ordet har magt, og at breve kan forandre liv. Drengen skriver et brev til Andrea, der blev tilbage i fiskerhytten, som han forlod i ”Himmerige og helvede” og beder hende om ikke at svigte sig selv – for så dør man. Andrea kommer ind på kroen i Staden og går til hånde, inden hun flytter ud til den enkemand, hvis kone Drengen og Jens fragtede over fjeldet i en ligkiste. Man har brug for hinanden, forstår vi: begær skal slukkes, kroppe varmes og tanker deles.

Nærgående beskrivelser af daglige gøremål i det lille fiskersamfund med tørring af torsk, klipfisk, salg af æg osv. giver romanen et realistisk og kulturhistorisk præg, og da byens stolte skipper Tryggvi en dag vender tilbage fra udlandet med et dampskib, indvarsles nye tider for Staden. Men nye tider eller ej – romanens drivkraft og primære fokus er de uomgængelige glæder og sorger, som har fulgt mennesket til enhver tid. Sorg, savn, jalousi, drømme og et gennemtrængende begær er fællesnævner for rig og fattig, kvinde og mand, ung og gammel. Drengen er ikke gået ram forbi: Trods sin unge alder er han tynget af savn efter sine afdøde forældre og lillesøster, og da han ved et tilfælde møder sin bror Egil, kan de ikke finde tilbage til det broderskab de havde, før deres far forsvandt i havet.

Som i de tidligere romaner er sproget patosfyldt og poetisk, og romanen en hyldest til ordenes helende og skæbnesvangre kraft. Et mantra gennem bogen er, at hjertet har to kamre, og at man derfor kan elske to på samme tid. Det gør Drengen, og det redder ham til sidst fra døden.