Den måske mest populære og actionprægede bog i Chrestomanci-serien er “The lives of Christopher Chant” fra 1988 (“Christopher Chants ni liv”, 1992). Romanen handler om den unge Christopher Chant, som bor på en kostskole og ikke har meget kontakt til sine forældre. Når han lægger sig til at sove, sker der noget underligt med ham: Han bevæger sig ind i en anden verden.
20027215
Hans onkel, Ralph, viser stor interesse, da Christopher fortæller ham om sine natlige rejser. Der er nemlig kun ganske få magtfulde magikere, der kan den slags. Ralph sætter ham straks til at tage ting med tilbage fra sine rejser. Christopher er ikke klar over det, men der er tale om forbudte varer såsom drageblod, der kan bruges til sort magi. Han synes, det er spændende at tage på de farlige opgaver, men bliver fundet livløs flere gange. Han kommer sig dog altid i forbløffende fart. Han må have ni liv og er derfor den næste Chrestomanci. Han inviteres derfor til Chrestomanci-slottet, hvor han skal oplæres i trolddomskunst. Men også her bliver han udsat for udfordringer og sort magi.
Romanen handler om at lære at tage ansvar for sine handlinger og at vise mod. Selv om det er farligt for Christopher, hjælper han en pige i en anden verden. Hun er dømt til henrettelse, når hendes tid som gudinde er ovre. I starten af fortællingen er Christopher bare en dreng, der er ensom og leger med sine evner. Han synes, det er sjovt at rejse mellem forskellige verdener. Men så bliver han udnyttet af onde kræfter.
“Christopher Chants ni liv” handler også om at blive svigtet af sin nærmeste familie. Christophers forældre har for travlt med deres indbyrdes skænderier til at se deres søn. Til gengæld opfører onkelen sig varmt og omsorgsfuldt, og Christopher savner i den grad opmærksomhed, at han er modtagelig overfor hans falske smiger. Christopher lærer på den hårde måde at tage ansvar for sine handlinger og åbne øjnene for, hvad der foregår omkring ham.