De to bind i “The Merlin Conspiracy” fra 2003 (“Merlin-komplottet”, 2004) fortsætter i samme fantasy-genre som Crestomanci-serien. Her er der også flere verdener, som hovedpersonerne kan rejse i mellem. Vi følger de samme personers mission gennem de to bøger.
Pigen Roddy lever på De Saliges Øer. Hun har arbejdet ved hoffet hele sit liv og har ansvaret for den royale dreng Grundo, som er ordblind og bliver behandlet dårligt af sin mor og søster. De er nedladende og gør nar af ham. Roddy er hans eneste ven. De rejser rundt i hele landet med kongens følge. Kongen beskyttes af Merlinen, som har magiske evner og som udpeges af en person ved hoffet. Sker der kongen noget, går det ud over riget. Så det er vigtigt, at Merlinen er dygtig og opmærksom.
Et komplot skaber imidlertid uro mellem det engelske og det skotske kongerige. Grundos mor, Sybil, er involveret. Den gamle Merlin dør, og den nye er i ledtog med hende. Roddy og Grundo er vidner til deres skumle planer og forsøger at nedkalde hjælp fra en troldmand fra en anden verden. Den troldmand, de får kontakt til, er dog ikke lige den type, de havde håbet på. Der er nemlig tale om drengen Nick, der lever i nutidens London og slet ikke er klar over, at han har magiske evner. Nick er på forfatterkonference med sin far. Men da han skal præsenteres for kriminalforfatter Maxwell Hyde, forsvinder Nick ind i en anden verden og dukker op på De Saliges Øer. Nick bliver involveret i Roddy og Grundos problemer og sat til at hjælpe med at få styr på det kaos, der hersker i deres verden.
Serien har skiftende synsvinkel. I nogle kapitler fortælles historien af Nick, i andre af Roddy. På den måde ses historien fra begges vinkel. Man finder for eksempel ud af, at Nick synes, at Roddy er smuk og dejlig, mens hun er sikker på, at han er ligeglad med hende og uerfaren udi trolddomskunsten. Romanen er humoristisk, og man kan nemt identificere sig med hovedpersonerne, ikke mindst Nick. I starten tror han, at han drømmer, men så lærer han at tage ansvar og hjælpe de mennesker, som har brug for hans støtte.