De to bøger i Derkholm-sagaen, “The Dark Lord of Derkholm” fra 2004 (“Derk – den uduelige Fyrste”, 2005) og “Year of the Griffin” fra 2005 (“Elda – den magiske grif”, 2006) kan læses selvstændigt. En stor del af personkredsen er den samme, men hovedpersonerne er forskellige. Bøgerne adskiller sig lidt fra resten af forfatterskabet: Hvor størstedelen af de andre bøger handler om børn og magi, henvender serien sig med sin satiriske tematik til et lidt ældre publikum.
25690435
Det første bind handler om troldmanden Derk, som elsker at fremtrylle dyr såsom venlige køer, flyvende grise og heste med vinger. Udover en søn og en datter, opdrager han fire griffer, som om det var hans egne børn. Familien lever i fred og ro, men så begynder turistsæsonen, og Derk bliver tvunget til at underholde turisterne ved at deltage i et kæmpe rollespil som Mørkets Fyrste, der skal hyre onde kræfter. Almindelige mennesker betaler nemlig for at komme på en tur i denne magiske verden, hvor der findes elvere, dværge, riddere og mystiske væsener. Her skal deltagerne kæmpe mod griffer og dæmoner til døden. Ingen har det mindste lyst til at være med i rollespillet. Rejserne arrangeres af hr. Chesnes, som tjener gode penge på ordningen og er under beskyttelse af en dæmon. Derk har ikke helt styr på sine evner og kombineret med sin vrede over at skulle deltage, går det galt fra starten. Derk bliver brændt af en drage, som er blevet vækket efter 300 års søvn. Mens han får plejet sine brandsår, må hans børn tage affære.
Udover det satiriske plot, hvor turisternes krav om at blive underholdt sættes på spidsen, er der også meget tragiske elementer, som ikke før er set i samme grad i Diana Wynne Jones' forfatterskab. For eksempel er der en scene, hvor to brødre bliver tvunget til at kæmpe mod hinanden til den enes død. Hvis de ikke gennemfører, bliver de begge dræbt.
Den selvstændige fortsættelse “Year of the Griffin” fra 2005 (“Elda - den magiske grif”, 2006) handler om en gruppe elever på Det Magiske Universitet, der har uanede evner og sætter lærerne på prøve. Samtidig har de forbindelse til forskellige verdener. Gruppen består blandt andet af griffen Elda, der er blevet opdraget af Derk, foruden en prins, en dværg og en piratdatter. Alle er på universitetet mod deres families ønsker. Det giver mange konflikter, som både betyder udsendelse af snigmordere og magiske brevduer, foruden indsættelse af hele hære samt flokke af griffer.