Der er mange andre fantasy-forfattere at give sig i kast med, hvis Diana Wynne Jones har givet blod på tanden. Først og fremmest er J.K. Rowlings Harry Potter-bøger værd at læse. Her er helten forældreløs og bor hos nogle onde plejeforældre. Til gengæld er han rigtig dygtig til magi. Dette er også et tema, der går igen hos Diana Wynne Jones. Det barn, der udpeges til Chrestomanci eller ender med at redde et rige, er gerne den person, som virker mest ensom, fortabt eller kikset ved første øjekast.
I Emily Roddas Rowan-serie er helten også den mest klodsede og uerfarne dreng i den lille landsby Rin, hvor ingen respekterer ham. Men han går igennem en læreproces og vinder via snuhed og skjulte evner, ligesom det sker for de unge hovedpersoner i Diana Wynnes Jones to bind i “Merlin-komplottet”.
Derudover lægger forfatterskabet sig op af C.S. Lewis Narnia-bøger. Især har “Christopher Chants ni liv” meget til fælles med den første og mindre kendte bog i serien om Narnia. Der er tale om “Troldmandens nevø”, hvor de to børn, Polly og Digory, kan rejse mellem andre verdener.
Også Sherryl Jordan skriver fortællinger, hvor de unge hovedpersoner pludselig befinder sig i en anden verden. I romanen “Rocco” lægger hovedpersonen sig til at sove, men vågner op i en anden verden, hvor han pludselig skal forsvare sig og hjælpe et samfund fra udryddelse. Jordans humoristiske “Denzil”-serie om den lille, klodsede troldmandslærling Denzil, der havner i en helt anden tid, kan også anbefales.