Kendetegnet for Susanne Jorns digtsamling ”Ikke nu, men nu” fra 2012 er oplevelsen af en digter, der gør status. Over sin livsbane, mentaliteten i verden og det helt abstrakte i form af farven blå, som digtene kredser om fra først til sidst. Samlingen er første del i en planlagt digttrilogi forankret i primærfarverne blå, rød og gul.
Jorns hjemby København er geografi for flere hverdagsagtige stykker. Digterjeget holder en pause i sin ”aftenblå labyrint” på Kultorvet i ”Ogginok”, og hun møder en ”desperados blegblå øjne” i Irma i ”Københavnerelegi”. Desperadoen antyder et samfund, hvor taberne er overladt til sig selv, og Jorn laver en mere direkte politisk kommentar i digtet ”Hertillands”. Heri konstaterer hun: ”Det bekymrer mig / vildt og voldsomt / at asylcentre / findes. / Det bekymrer mig / vildt og voldsomt / at tvangs- / udvisninger findes.” Et humanitært engagement optræder yderligere i ”Sig det” om menneskers ondskab til alle tider, og digteren doserer modgiften kærlighed og tilgivelse. Digtene ”Ufatteligt fotografi” om en massegrav og ”Sarajevo” om massakren på et folk, bliver skræmmebilleder på, hvad der sker, når afstumpetheden får frit løb.
29335893
Behandlingerne af de kollektive lidelser er ledsaget af refleksioner over ulykker fra et personligt rum. Et kærlighedsforhold, der gik skævt, mindes i ”Brændte læber i Amherst, USA” og ”Ringene”, mens forældrenes skilsmisse indgår i det selvbiografiske ”Autobiografidigt”. Særligt i samlingens anden halvdel er der tegn på et digterjeg, der har fået styr på tankerne og kan se fremad. Digtene ”Sat fri” og ”Glansbillede” rummer et mod til at leve op til sine egne værdier, om det så trodser andre. Selvransagelsen som tema når et yderpunkt i ”Overvågningsøjet og kompasnålen”, hvor digterjeget forholder sig til sit ophør. Døden varsles af et ”isblåt lys”, og den er ikke ensom, for forfædrene venter for enden af livslinjen. Sådan ser Jorn frem og tilbage på en gang.