Susanne Jorn

Susanne Jorn er født i København i 1944 og brugte indtil 1988 sin mors efternavn, Lyngborg. Med sin far, billedkunstneren Asger Jorn, havde hun sluttet en pagt om, at hun først ville tage Jorn-navnet, når hun var parat. Som forfatter og litterær oversætter skabte hun sig en selvstændig karriere, inden det skete.

Hendes forældre blev skilt, da hun var fem år. Jorn voksede op hos sin mor på Nørrebro, men tilbragte dele af sin voksentilværelse hos faren på Gotland, i Paris og i Albisola i Italien.

Forældrene var skeptiske over for Jorns ambitioner, da hun begyndte at skrive digte som teenager. Faren rådede hende til at få en universitetsuddannelse med bedre økonomiske udsigter. Det førte til en kandidatgrad i sinologi fra Københavns Universitet i 1969. Hun fik et legat fra det japanske undervisningsministerium til to års videre studier på Kyoto Universitet. Mens hun boede i Japan, debuterede hun for danske læsere med digtsamlingen ”Splinterne” (1970).

Året efter blev hun gift med amerikaneren Jerry Dennerline, professor i kinesisk historie, som hun mødte i Kyoto. De flyttede i 1972 til Dennerlines hjemland og fik to sønner sammen. Under perioden i USA gennemførte Jorn en mastergrad i engelsk og amerikansk litteratur ved Southern Connecticut State University og gjorde forarbejdet til en Ph.d. i litteraturvidenskab ved University of Massachusetts, som hun afbrød, eftersom hun følte, hun var blevet uddannet nok. Hun føjede desuden løbende nye lyriske værker og oversættelser fra kinesisk og japansk til sit forfatterskab. Med udgivelsen ”Det dansende æsel og andre eventyr” (1988) tog hun forfatternavnet Jorn til sig. “At digte er min måde at leve på. En af de kvinder, der passede os, da vi var små, har fortalt mig, at jeg altid skulle fortælle historier om, hvad jeg havde oplevet. Men det var med bittesmå korte sætninger, der sådan hang i luften, lidt som digte.” (Birgit Rasmussen: Vokset op i en billedverden. Berlingske Tidende, 1990-12-02).

Susanne Jorn var aldrig tiltrukket af oliefarverne som sin far, men der er en billedmager i hende: “Jeg tænker i billeder – der kommer ud som ord,” har hun sagt. (Hanne Guldberg Mikkelsen: Hun maler med ord. Berlingske Tidende, 1992-11-15.)

Fra 1995 til 1999 var hun drivkraft bag Poetry/In Transit; et kulturudvekslingsprojekt, der præsenterede danske digtere i USA og Canada. I 2000 vendte hun tilbage til København, hvor hun fortsat bor.

Læseren bliver ført på en rejse gennem et Middelhavslandskab i samlingen ”Andalusiske øjebliksbilleder i november”, som Susanne Jorn udgav i 2010. En ro sænker sig gradvist i løbet af digtene. Man mærker et nordisk blik, der lige skal indstille sig på de nye farver langt fra Skandinavien og skifte ”til lyst sind”. Beskrivelsen af en dal og en strand er med til at introducere stilhed og sjælefred. Jorn gestalter et lyrisk ferieophold, hvor sindet kan hvile.

I digtet ”Den trommehindesprængende blæst her i natørkenen” giver jegfortælleren slip på sin vrede. I ”Det siges” fremstilles den lokale frugt granatæblet som en kur mod had og jalousi. Men miljøet i ”Andalusiske øjebliksbilleder” er ikke uden modhager; Jorn nævner også en alkoholikers tomme flasker og dunsten af brændt bildæk. Desuden understreger de ledsagende fotografier af Steen Møller Rasmussen, at Andalusien eksisterer. Det er boligblokke og murbrokker såvel som vinden fra havet, der purrer op i kvindernes hår, og hvide gavle renset for reklamer, der minder en om, hvad man bør eje.

28474687

Hvis denne virkelighed skal blive et decideret paradis, er en indre rejse nødvendig. Det er op til en selv at lægge de negative følelser bag sig ifølge Jorn. At det lykkes for digterjeget fortæller linjer som ”FARVEMAGIEN / I MIT INDRE MORGENGRY / OKKERGUL PASSION”. Udover den meditative konfrontation med landskabet er det et tema, hvor meget sprog, der skal til for at videregive en følelse. Granatæbletræet hyldes eksempelvis med få linjer, hvorpå digteren konkluderer ”Ikke andet.” Læserens evne til at forestille sig, hvordan det ser ud, er nok. I Jorns korte skitseringer af lokaliteterne er der ansatser til romantiseringer og mytedannelse, som bl.a. udfoldes i digtet ”Granada er stedet”, hvor hun beskriver en hemmelig sal i paladset Alhambra. I Rasmussens reportagebilledside er elementet af magisk realisme mindre udtalt, selv om fotografiet af en øde gade uden ende ligner et drømmesyn.