Der skulle gå sytten år, før Joyce i 1939 udgav sin næste store roman, ”Finnegans Wake”. Udgivelsen gav denne gang ikke anledning til moralsk forargelse, men det nye værk fik mange til at ryste på hovedet. Bogen er nemlig skrevet på en selvkomponeret blanding af over 50 forskellige sprog, og det var forfatterens intention, at den skulle være ligeså mangfoldig som selve verdens skabelsen. En vigtig pointe med bogen synes at være en tematisering af kunstnerens mulighed for at skabe en verden og kunstens evne til at skabe noget radikalt nyt.
Romanen består af 17 kapitler uden kapiteltitler inddelt i fire bøger. Der er ikke tale om et egentligt handlingsforløb men derimod om en cyklisk struktur, gengivelse af bevidsthedsstrømme og et drømmeagtigt præg. I begyndelsen falder figuren Finnegan ned fra en stige og dør. Romanens titel henviser da også til en irsk drikkevise om et gravøl, som ender med, at den afdøde ved en fejl får whisky i munden og vågner op. Romanen indeholder desuden en række andre litterære henvisninger til bl.a. Biblen, bøger af Henrik Ibsen og værker af den italienske filosof Giovanni Battista Vico. Joyce kombinerer i sin roman ord på forskellige sprog med disse intertekstuelle referencer og skjulte citater. Et andet eksempel på romanens nyskabte ord er brugen af lydord, som f.eks. gengiver lyden af torden eller her Finnegans fald fra stigen: ”The fall (bababadalgharaghta kammminarronnkonnbronntonntonnerronntuonnthunntrovarrhounawnskawntoohoohoordenenthurnuk!)” (s. 3).
Den danske forfatter Peter Laugesen arbejder på en dansk oversættelse af ”Finnegans Wake”, som ellers hidtil er blevet betragtet som uoversættelig. Han mener, man skal læse Joyces forfatterskab på grund af hans sprog: ”En meget stor del af vores liv er bestemt af vores forhold til sproget, og det er ikke nogen forfatter, der i højere grad end Joyce viser, hvordan det er at leve, når livet bliver sprog. Han skriver sig dybere og dybere ind i denne sprogverden, og man kommer meget langt ind i sig selv af at læse ham. Joyce er noget, man lever, nærmest.” (Jes Stein Pedersen: Storværk fra 1922 fostrer nye ord. Politiken, 2014-11-07).