Selvom Dennis Jürgensen formentlig ikke selv vil slå sig op på at skrive direkte politisk, kan man i ”Løbende tjener” finde en mere eller mindre direkte værdikritik. Milliardæren Frans Jessen er absolut ikke flatterende beskrevet. Han er, hvis ikke direkte usympatisk så i hvert fald ærgerrig på en fordækt og moralsk tvivlsom måde. Samtidig går hans arbejdsmani ud over de mennesker, der står ham nærmest. Triel og hans kolleger er, som også Teit og Lehmann, mere jordnære folk, som tager bussen, spiser kedelige færdigretter, går med kiksede hornbriller og ikke er for fine til at omgås hinanden med en grovkornet, kærlig humor.
Jürgensen er også bevidst om denne indlejrede samfundskritik, og hvordan krimigenren giver mulighed for at formidle kritikken i en letfordøjelig form: ”Samtidig kan jeg flette lidt samfundskritik og aktuelle emner ind uden at det nødvendigvis behøver blive tungt.” (Dennis Jürgensen forfatterportræt: Interview med Dennis Jürgensen. Tellerup.dk).
Grådig kapitalisme og dens konsekvenser er et motiv, som går igen i det, man generelt betegner den skandinaviske krimi. Social ulighed er et tema, som for eksempel optræder i Henning Mankells forfatterskab om politimanden Kurt Wallander og hos den norske krimiforfatter Jørn Lier Horst. Hos Jürgensen er den sociale kritik dog ikke nær så udtalt som hos hans skandinaviske kolleger. Den realistiske tone og fortællestil er dog et træk, han deler med Mankell og Horst, hvor både en aktuel sag og efterforskernes privatliv beskrives i hverdagsrealistisk mol.