Genrer og tematikker

Med ”En Roland Triel krimi”-serien har Dennis Jürgensen både bevæget sig væk fra sin vante målgruppe – børn og unge – og fra den genre han normalt begår sig i – den fantastiske litteratur med alt hvad den indebærer af sci-fi, horror og fantasy.

Roland Triel krimierne er genremæssigt realistiske. Dog er der enkelte spor af Jürgensens sans for det outrerede; dels i karaktertegningerne, dels romanens detaljerede beskrivelser af horrible mord og dødsfald. Særligt romanernes morderskikkelser antager nærmest mytologisk karakter i kraft af deres mystik, usårlighed og forvandlinger. Med det outrerede følger også en god portion ironi. Jürgensen lægger ikke skjul på, at en af krimiens topprioriteter er at underholde med lige dele rædsel og fryd. Bestialske mord og mordere fascinerer. En krimi som ”Løbende tjener” har dermed ikke til hensigt at gå i dybden med morderens psykologi – han er snarere en metafor for det mørkeste i mennesket; en person blottet for empati; skruppelløs og ustoppelig. Alligevel prioriterer Jürgensen også at fremhæve, hvordan personlige tragedier kan få folk til at træffe grusomme beslutninger, sådan som det fremgår i for eksempel ”Eksploderende skadedyr”.

Det ses også i efterforskeren Roland Triel, hvis karakter er den klassiske antihelts. Hans personlige kæpheste risikerer at komme i vejen for hans professionelle virke. Både fordi hans spekulationer omkring hans kones morder distraherer ham fra igangværende sager, og fordi hans personlige involvering i en mordsag gør ham ekstra labil over for andre mordsagers følelsesmæssige påvirkninger. Han må kæmpe for at holde fast i sin rationalitet og ikke overgive sig til vredens irrationelle impulser. Som sådan er han en vaskeægte antihelt – i konstant konflikt med sig selv.

Med antihelt-skikkelsen trækker Jürgensen en tråd til resten af sit forfatterskab. ”Jeg har altid brugt antihelte. Sådan var det også med Viktor i min debutbog ”Kærlighed ved første hik”. (…) Sådan en figur er nemmere at udvikle og få noget spændende ud af. Det er jo sådan, at vi udvikler os. Vi skal igennem nogle prøvelser, og hvis vi klarer dem, så er vi blevet rigere som mennesker. En figur, der har styr på det hele – the cool guy, som klarer tingene med et fingerknips – er jo ikke så interessant,” fortæller han. (Henrik Dannemand Jensen: ”Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2014-08-10).