Selv om Dennis Jürgensen med sine to krimiserier for voksne har bevæget sig i en mere realistisk retning, så trækker han stadig på det gyser-gen og den galgenhumor, der er en umiskendelig del af hans forfatter-dna.
I Jürgensens krimier er der spor af hans sans for det outrerede; dels i karaktertegningerne, dels i romanernes detaljerede beskrivelser af horrible drab og dødsfald. Særligt romanernes gerningsmænd antager nærmest mytologisk karakter i kraft af deres mystik, usårlighed og forvandlinger. Med det outrerede følger også en god portion ironi. Jürgensen lægger ikke skjul på, at en af krimiens topprioriteter er at underholde med lige dele rædsel og fryd. Bestialske drab og drabsmænd fascinerer. En krimi som ”Løbende tjener” har dermed ikke til hensigt at gå i dybden med morderens psykologi – han er snarere en metafor for det mørkeste i mennesket; en person blottet for empati; skruppelløs og ustoppelig. Alligevel prioriterer Jürgensen også at fremhæve, hvordan personlige tragedier kan få folk til at træffe grusomme beslutninger, sådan som det fremgår i for eksempel ”Eksploderende skadedyr” og ”Mand uden ansigt”.
Det ses også i efterforskeren Roland Triel, hvis karakter er den klassiske antihelts. Hans personlige kæpheste risikerer at komme i vejen for hans professionelle virke. Både fordi hans spekulationer omkring hans kones morder distraherer ham fra igangværende sager, og fordi hans personlige involvering i en mordsag gør ham ekstra labil over for andre mordsagers følelsesmæssige påvirkninger. Han må kæmpe for at holde fast i sin rationalitet og ikke overgive sig til vredens irrationelle impulser. Som sådan er han en vaskeægte antihelt – i konstant konflikt med sig selv. Med antihelt-skikkelsen trækker Jürgensen en tråd til resten af sit forfatterskab. ”Jeg har altid brugt antihelte. Sådan var det også med Viktor i min debutbog ”Kærlighed ved første hik”. (…) Sådan en figur er nemmere at udvikle og få noget spændende ud af. Det er jo sådan, at vi udvikler os. Vi skal igennem nogle prøvelser, og hvis vi klarer dem, så er vi blevet rigere som mennesker. En figur, der har styr på det hele – the cool guy, som klarer tingene med et fingerknips – er jo ikke så interessant,” fortæller han. (Henrik Dannemand Jensen: ”Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2014-08-10).
I serien om det dansk/tyske makkerpar Teit og Lehmann tager Jürgensen fat på alvorlige emner som kompliceret sorg og pædofili, og i ”Bloddue” beskæftiger han sig med, hvordan Tysklands dystre nære fortid stadig kaster skygger over nutiden.