Løbende tjener

Citat
”Liget havde pæne tænder, men de sad i en mund, der aldrig mere ville tygge eller tale. Det slog Triel at man så ud som om man var blind, når der ikke længere var liv i øjnene, som de millioner af fisk trawlere verden over lossede af på havne hver eneste dag.
…vi er ikke andet end fisk i universets store ocean…det er omsonst at tro andet…levende og sprællende…eller døde og stirrende…”
”Løbende tjener”, s. 321.

I 2014 udkom ”Løbende tjener”, der er Dennis Jürgensens første voksenkrimi.

Tro mod den klassiske detektivroman lader Jürgensen handlingen i ”Løbende tjener” udspille sig omkring en desillusioneret knudemand af en detektiv – nærmere bestemt efterforskningsleder Roland Triel fra afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Romanens undertitel, ”En Roland Triel krimi 1”, angiver, at der er tale om den første i rækken af en serie om Triel og hans efterforskningshold.

Roland Triel bærer på en mørk fortid i form af en personlig tragedie. Fire år tidligere blev hans kone myrdet og hans datter mishandlet i familiens eget hjem. Gerningsmanden blev aldrig fundet. Triel er derfor en plaget mand; han fører fiktive telefonsamtaler med datteren Andrea, som har forholdt sig tavs efter den frygtelige begivenhed.

51168127

Ved romanens begyndelse etableres et dobbeltplot: Triels kones morder giver lyd fra sig for første gang i fire år, samtidig med at nogle brutale hændelser finder sted i København og omegn. Direktøren for milliardforretningen ”Løbende tjener” Frans Jessen trues på livet, og hans tidligere ven findes myrdet på besynderlig og makaber vis. Triel må jonglere med trangen til at forfølge de spor, hans kones morder lægger ud, og den nye sag, som bliver en stor udfordring for hans lille team af kriminalassistenter.

Opklaringsarbejdet bliver et kapløb med tiden, da nye mord begås. Det spejles også i romanens tredjepersonsfortæller, der blandt andet påtager sig morderens blik og lader læseren få kendskab til forbrydelserne før politiet. Gyset består dermed ikke i chokket fra den pludselige opdukken af et nyt lig, men i den forventning om grusomheder, som morderens synsvinkel bringer med sig.

Handlingen kanaliseres også gennem blandt andre Frans Jessen og Roland Triel. Sproget er holdt i en kæk, men prosaisk tone – særligt blandt Triels kolleger, hvor dialogen er den bærende fortællestruktur. Hos Triel og den mystiske morder er en art indre monolog på spil. Med springene i synsvinkel opmuntrer Jürgensen læserens eget detektivarbejde i forhold til karakterernes indbyrdes forbindelser.