Rasmus Juul er vokset op som den mellemste af tre søskende i Ølsted, en lille forstad til Frederiksværk. Han var familiens kreative barn og siger – som man har hørt mange andre tegnere sige før ham – at han har tegnet siden, han kunne holde på en blyant: “Med en blyant i lommen og en blok under armen, har jeg altid haft det godt”. Som 13-årig fik han sin første professionelle opgave, en graffitiudsmykning på den skole, han gik på. Men ellers var det først og fremmest tegneserien, han arbejdede med, og som 15-årig sendte han et udvalg af sin produktion til tegneseriens “grand old man”, Will Eisner, i New York. Will Eisner skrev tilbage: “Det er godt, det er rigtig godt, bliv ved og vær flittig”. Og det er, hvad Rasmus Juul gjorde. Han var måske ikke den flittigste elev i skolen og i hf, men flittig til at tegne var han, og hovedopgaven til hf var netop en tegneserie, inspireret afWill Eisner.
I de følgende år er det stadig tegneserien, det er omdrejningspunktet. Rasmus Juul producerer og udgiver tegneserier på egen hånd, og han udgiver tegneseriehæftet L.O.V.E på forlaget Achtung, ligesom han leverer tegninger til diverse undergrundsmagasiner. Han bliver tilknyttet tegnestuen Fort Kox og begynder at arbejde freelance for en række fagblade, bl.a. Folkeskolen, HK Statsansatte, ligesom han også tegner til Børsen og i en periode fra 1999-2003 er fast tegner på Weekendavisen. Han er således i fuld gang med at tegne og har allerede skabt sig en levevej inden for faget, da han søger ind på Danmarks Designskoles grafiske linie. Han følger undervisningen 1,5 år, men synes, at tegningen vægtes for lidt på uddannelsen og vælger derfor at holde op igen. Når Rasmus Juul bliver stillet det gængse spørgsmål: Hvorfor valgte du at blive tegner? så svarer han, at han egentlig aldrig har valgt det, han har altid vidst, at han ville tegne og male, og han har faktisk aldrig overvejet noget andet fag.
Men hvorfor tegne til børn? Hvad er det, der får Rasmus Juul til at gå gang med det? Han fortæller, at børnebogen altid har været et sted, hvor han har fundet inspiration, og at han grundlæggende altid gerne har villet tegne til børn. Hertil kommer, at det altid har været en naturlig del af hans arbejdsproces at udforske forskellige genrer sideløbende. Så området er ikke fjernt fra ham, da han får sine første freelanceopgaver indenfor børnelitteraturen i slutningen af 1990erne i form af en række bogomslag til ungdomsbøger for forlagene Gyldendal og Carlsen. De er tegnet i en figurativ naturalisme, som genskaber stemninger og situationer fra de pågældende bøger.
Sin egen personlige stil udviklede Rasmus Juul først, da forlaget Apostrof bestilte en billedbog hos ham og gav ham helt frie hænder til selv at bestemme, hvordan den skulle være og se ud. Rasmus Juul skrev og tegnede “Kent og Ralle finder en skat” med inspiration både fra sin egen barndoms leg og fra sin datter, der dengang var fire år. Debuten banede vej for bestillinger på en række billedbøger indenfor så forskellige genrer som nonsens og hverdagsrealisme.
I dag arbejder Rasmus Juul som illustrator for webbureauet Verticportals, der som et af sine særlige områder har interaktive projekter vendt mod børn. Rasmus Juuls opgaver drejer sig fortrinsvis om E-learning, der lærer børn at bruge hjemmesider aktivt.
Han har altid malet, men det er ikke mere end omkring fem år siden, han begyndte at udstille. Lige for øjeblikket har han dog ikke rigtig tid til at gøre det store ud af det med fast arbejde, freelance opgaver og tre børn.