Den næste udgivelse, “Spilopperne: et tosset orkester” fra 2002, bliver den første i rækken af billedbøger, hvor Peter Mouritzen står for teksten. Man kan spørge, hvor forbindelsen mellem Peter Mouritzens fabulerende, rimede nonsensfortælling og Rasmus Juuls tegninger ligger? Et mødepunkt kan være, at de begge er fabulerende, et andet, at Rasmus Juul er ligeså logisk og konsekvent i sine billeder, som Peter Mouritzen er det i sine tekster. Men den stærkeste forbindelse ligger måske i, at de begge hver på deres måde har sans for nonsensdigtningens ofte komiske vers, der uden mening saboterer det logiske indhold og driver bogstaveligheden ud i absurditeten. I “Spilopperne: et tosset orkester” er Rasmus Juul som en anmelder skrev “rigtig på hjemmebane som medspiller til Mouritzens højt gearede historie om et farverigt og balstyrigt orkester.” (Vibeke Munch Kofoed, lektørudtalelse fra DBC). Det handler kort fortalt om en koncert, hvor alting går galt, før lige til sidst, hvor det hele falder på plads. Titlens spilopper henviser til noderne, “der var slemme til at drille!/de var kåde, sprang som propper/de var ude på spilopper.
24019977
Her optræder bl.a. Hottentotten på fagotten, der “blev lidt knotten da Kokotten/blæste falsk på saxofonen /hun ku ikke ramme tonen”. Hvordan ser så en hottentot ud? Jo, det er en gedigen sort jazzmusiker, mens kokotten i Rasmus Juuls streg bliver til en ung, lyshåret, blåøjet kvinde med lyserød kjole, bar mave, sorte netstrømper og røde sko. Senere optræder Bokser Madsen, der en ”bajads der boksed bassen”, og han er afbildet som en hærdebred, tandpastasmilende lyshåret fyr, der spiller på bassen med bokserhandsker på.
Rasmus Juul tegner i samme stil som i debutbogen, men man lægger særlig mærke til, at han i denne bog i langt højere grad lader billedernes baggrunde indgå som en integreret del af fortællingen. Det er her han skaber hele lydkulissen. Ikke som interiører, men i form af skødesløse, tilsyneladende tilfældige farvestrøg, hvor noderne hele tiden indtager en central rolle, som fragmenter af nodeblade eller som tegnede noder, der svæver gennem luften.
Rasmus Juul fortsætter med at illustrere nonsenstekster af Peter Mouritzen i de følgende år først med “Tretten tykke tøndemænd” fra 2003, en rimet fortælling om Digter Våse, der gør det i vanvittige vers med et omkvæd, der lyder:
“Det var vissevassevås
Det var vrøvl og våseri
Det var pjattepjattepjank
Det var fjas og fjanteri!”
Året efter kommer “Hr. Pippeli Poul” , som er en lang rablende rimet fortælling på vers om hovedpersonen, Hr. Pippeli Pouls vanvittige rejse gennem havet, under jorden og så op igen på jorden, op og ned af bakke, gennem loop og sløjfer, på toppen af en tyfon og gennem storme og sand for til sidst at ende hjemme igen.