Efter at være blevet udfordret indenfor nonsensgenren, illustrerer Rasmus Juul en genre, der ligger i den stik modsatte retning, nemlig hverdagsfortællingen. Det drejer sig i alle tilfælde om fortællinger om drenge, der har vanskeligheder med tilværelsen på den ene eller den anden måde.
Thomas Oldrups “Vokseværk” fra 2004 er således en fortælling om en dreng, der har ondt i sine knogler – især i benene – og derfor frivilligt går tidligt i seng. Der ligger han så og tænker over, hvad det kan være der sker inde i hans krop. Fortællingen er lagt i munden på hovedpersonen og former sig som en “stream of consciousness”, med en lang række associationsspring i drengens bevidsthed, indtil han endelig falder i søvn – for at vågne op uden smerter næste morgen.
25839307
Rasmus Juul sætter her mere knald på farverne og konturstregerne bliver federe og sortere. Samtidig udnytter han de muligheder, der ligger i bogens høje format, i sine billeder. Således afslører allerede billedet på omslagets forside, hvad det er, bogen handler om. Vi kan umiddelbart se, at der er tale om noget langstrakt, noget der vokser i unaturlig grad. Vi ser et par usædvanligt lange ben, der vokser helt op i skyerne. Deres længde understreges af, at de er omgivet af noget, der kunne ligne et par røde stylter. Det viser sig ved nærmere eftersyn at være to af bogstaverne i titlen, der har fået vokseværk. Størrelsesforskellen understregs af den lille dreng, der står og ser på. På denne måde visualiserer format, illustration og typografi i samlet form bogens titel og emne: vokseværk.
Morten Ramslands “Da Bernhard skød hul i himlen” fra 2005 har som ramme en klassisk konflikt mellem Bernard, der er en dreng på 5-6 år, og moren. Han bliver sendt “til afkøling” på sit værelse, fordi han skændes med sin storesøster. Selve historien fortæller så, hvordan han kommer over sit raseri i en dagdrøm, hvor han med sin pistol skyder hul i himlen.
Rasmus Juul tegner her i en lidt mere spinkel streg, men er ellers tro overfor sit billedsprog med et væld af fortællende detaljer og en særlig sans for at ramme direkte ned i drengens forestillingsverden. Samtidig lader han to forskellige farveholdninger adskille fortællingens to planer. Nutidens, fortællingens ydre rum er sat i gyldne farvetoner, mens Bernards dagdrøm gengives i en gråblå tone.
I den følgende bog, Morten Ramslands “Onkel Pedro kommer hjem” fra 2005, sker der imidlertid noget nyt med Rasmus Juuls billedudtryk. Han har her forladt den tynde, sorte konturstreg og de meget detaljefyldte billeder til fordel for den mere voldsomme, skødesløse sorte, malede konturstreg og mere fokus på farven og fladen end på detaljen. I denne historie er hovedpersonen Sune på nogenlunde samme alder som Bernhard. Han er rødhåret, fregnet, halter lidt og har en talefejl, og derfor bliver han mobbet af de andre børn. Men han klarer sig ved at fortælle vilde historier om sin fantastiske onkel Pedro, der er verdens stærkeste, modigste, flotteste og sejeste onkel. Han tror selv på det og bliver derfor først både forundret og skuffet, da onkel Pedro viser sig at ligne Sune på en prik, blot i en noget ældre udgave. For onkel Pedro er – rigtig gættet! – Sunes far. Men det kommer omvendt til at fylde lige så meget i hans bevidsthed som løgnehistorierne, og alt ender godt.
Sunes to verdener, den nutidige, virkelige verden, som han færdes i, og hans vilde løgnehistorie om den fantastiske onkel Pedro, adskiller Rasmus Juul ved hjælp af to forskellige billedmæssige udtryk. Sunes hverdags virkelighed er tegnet med markante sorte konturstreger og baggrunden har dybde i sin lag på lag opbygning. Løgnehistorierne derimod fremstår som konturløse, flade billeder i form af collage.Den mere voldsomme streg hænger sammen med, at Rasmus Juul her har brugt en arbejdsmetode, hvor han tegner skødesløst på et meget stort stykke papir med meget tykke streger. Således kan konturen i bogen i sin oprindelse nogen steder have været 3 cm tyk. Bagefter samler han det hele i computeren i mange lag og kan så begynde med farverne. For selvom Rasmus Juul er fortrolig med ”de klassiske teknikker”, er det alligevel computeren, han bruger i den endelige proces. Han gør sig imidlertid stor umage med, at det ikke skal være synligt. Computeren er i al væsentlighed et arbejdsredskab for ham, som han kan bruge til at skabe helhed i de forskellige billedudtryk.