Rasmus Juuls seneste bog, “Karl og Johanna leger labyrint” fra 2007, lægger sig i kølvandet på den for tiden meget populære billedlabyrintgenre, selvom den adskiller sig på flere måder. For det første ved, at selve rammen om labyrintgåderne er, at der er tale om to børn, som leger sammen over en dag. For det andet ved, at der slet ikke optræder nogen egentlige “pigelege”, selvom den ene hovedperson er en pige. De leger opdagelsesrejsende og cowboys, de leger med biler, og de leger dykkere. De tegner, og de leger tidsmaskine. De leger riddere og astronauter og vikinger. Rasmus Juul bruger her det “rene” konturløse og flade computerbillede i en tæt billedfortælling med bunker af sjove, overraskende og finurlige fortællende detaljer. Der ligger en særlig pointe i forsatsens tegning af hjernens kringelkroge set i et tværsnit af et hoved med et par spillende henholdsvis blå og brune øjne. Her visualiserer Rasmus Juul, at bogen netop fortæller om lege, der udelukkende finder sted inde i hovederne på vores to hovedpersoner.