Lige siden sin debut med ”En lille fugl” (1982) har der været noget særligt karakteristisk i Dorte Karrebæks illustrationer, selvom hun i tidens løb også har vist et meget varieret visuelt udtryk. Hvor hun efter sin debut op gennem 1980’erne nok holdt sine illustrationer inden for mere realistiske rammer, som f.eks. i Per Schultz’ bøger om Idas familie og i Tove Johansens bøger som f.eks. ”Kan far se månen nu?” (1985) med tunge emner som sygdom og død, frigør hun mere sin fantasifulde streg i slutningen af 1980’erne. Efter at have været mere søgende i forskellige stilarter, enten bare som sort-hvide og detaljerede tegninger (som f.eks. i ”Brune Bertha – i julehumør”, 1984) eller som billeder, der minder om tegneseriesekvenser med stærkere farver som f.eks. ”Der er et hul i himlen: en hyldest til dagdrømmeren!” (1989), begyndte Karrebæk at finde sin egen originale stil omkring 1989-90, bl.a. med ”Stamtræet” (1989) og videre op gennem 1990’erne. Dette kan skyldes, at Karrebæk også begyndte at skrive egne tekster, så hun dermed begyndte at illustrere egne tekster og fortællinger. Allerede i ”Stamtræet” viser Karrebæk sin ligefremme og enkle streg i mere matte, afdæmpede farver, der illustrerer børns hverdagsliv i skilte og adskilte familier, med papfædre, delebørn og stedsøskende. For hovedpersonen Minna vækker dette stærke følelser som glæde og sorg over at miste. Men Minna udstråler både forsoning og styrke på de til tider dunkle og foruroligende billeder, der samtidig er vilde, humoristiske og livlige.
21420522
I den farvestrålende bog ”Pigen der var go’ til mange ting” (1996) har Karrebæk selv lavet både tekst og illustrationer, og igen skildres et hverdagsliv for barnet med pligter, uro og skænderier mellem forældrene. Men sympatien og synsvinklen ligger hos pigen, der er mere voksen end sine forældre. Hun er nemlig stærk nok til at tage konsekvensen ved at flytte hjemmefra til et sted, der er godt at være: ”Det er aldrig for tidligt/ at finde sig et godt sted at være/ hvor der er blomster/ at plukke” (fra bogens bagside). Karrebæks streg er allerede tidligt så fantasifuld og uregerlig, at den nærmest sprænger bogens normale rammer, idet teksten og dermed selve fortællingen om ”Pigen der var go’…” først ender på bagsiden af bogen. Disse eksperimenter med bogens grænse og form har Karrebæk i nyere tid fortsat med i samarbejdet med sin tidligere mand, Oscar K.