Dorte Karrebæk

Artikel type
boern
cand.mag. René Hjelm, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Main image
Karrebæk, Dorte
Foto: Gyldendal

Indledning

Illustrator Dorte Karrebæks børnetegninger tager barnet som beskuer ind i et fortællende og grotesk univers bestående af forvredne former og skikkelser. Hendes tegninger tager barnet med helt til grænsen af dets velkendte verden, hvor de forsøger at åbne en af dørene til hidtil ukendte eventyr. På denne rejse tematiserer Karrebæk bl.a. ensomhed, frihed, nærvær og respekt for barnet. Og disse temaer formidler hun i en fantasifuld og humoristisk stil og med en dansende streg, der ansporer barnet til at se anderledes på verden og til at udvikle sin evne for fintfølende at fornemme magiske stemninger og eventyrlige atmosfærer.

 

52568579

Blå bog

Født: 19. juli 1946 i Ballerup.

Uddannelse: Reklametegner på Kunsthåndværkerskolen i København, 1964-1968.

Debut: En lille fugl. Carlsen, 1982.

Priser: Kulturministeriets Initiativpræmie, 1987 og 1988. Munksgaards Børnebogskonkurrence, 1990. Kulturministeriets Illustratorpris, 1990. Kulturministeriets Børnebogspris, 1996. Skolebibliotekarernes Børnebogspris (s.m. Nils Hartmann), 1996. Børnebibliotekarernes Kulturpris, 2009. Årets bedste bogarbejde, 2013. Nordisk børnebogspris (s.m. Oscar K.), 2010. Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris (s.m. Oscar K.), 2013. Kunstfondens livsvarige legat, 2013.

Seneste udgivelse: Den lille røde trold vil flytte. Gyldendal, 2016.

Inspiration: Komponisten Niels Viggo Bentzon.

 

dorte

Baggrund

”Jeg blev født … ind i en tid, hvor krigens skygger var så lange, at de ramte mig. De er grundlaget for min forståelse af en verden, der er god og ond på samme tid. Lys og mørk og alt det, der er imellem.”
”I tilfælde af krig”, s. 48.

Forfatter og illustrator Dorte Karrebæk er født i 1946 i Ballerup. Dermed var hendes opvækst præget af efterkrigens traumer, sorger og tabsbevidsthed. Hendes far var arkitekt og sad som modstandsmand fængslet af den tyske besættelsesmagt det sidste halve år af Anden Verdenskrig. Dette ophold kom til at sætte sig dybe, sorgfulde ar i farens sjæl og kom indirekte til at præge datteren Dorte Karrebæk, idet hun lige til hans død havde et tæt, indre-monologisk forhold til ham. Hun er således opvokset i efterdønningerne af en krig, hvor modsætningsforholdene mellem ondt og godt, liv og død samt frihed og tvang stadig var meget presserende i folks bevidsthed og ikke altid har været lette at holde klart adskilte fra hinanden.

Også hendes forhold til moren kom til at præge Dorte Karrebæk dybt. Eftersom moren var meget tunghør, blev kommunikationen og dialogen mellem de to også speciel og anstrengt, hvilket er en af grundene til, at Dorte Karrebæk fra helt lille tyede til den visuelle kommunikation frem for den verbale – men også til dels pga. hendes lette ordblindhed. Skoleårene kom derfor heller ikke til at køre glat på skinner: Hun forstod meget lidt af skolens verbale indlæring, følte sig derfor isoleret og trak sig igen ind i sin egen verden af tegninger i forsøget på at opfinde sin egen måde at kommunikere med omverdenen på (Dorte Karrebæk: I tilfælde af krig. Dansklærerforeningens Forlag, 2009). Som voksen har hun fået godt greb om det verbale sprog og er i dag ikke kun illustrator, men også meget sprogbevidst forfatter til bøger for både børn og voksne.

I 1968 afsluttede hun sin uddannelse som reklametegner på Kunsthåndværkerskolen i København (i dag Designskolen). Derefter arbejdede hun i en Rudolf Steiner-børnehave og underviste på dagcenter om dagen for at tegne videre hjemme om natten. Hun fik sin debut med ”En lille fugl” i 1982, og efter at hun fik Kulturministeriets Initiativpræmie i 1987 og 1988, kunne hun begynde at leve af sin kunst. Dorte Karrebæk modtog Kunstfondens livsvarige legat i 2013. Hun er mor til datteren Sussi.

De første børnebøger

”… jeg har oparbejdet en teknik, hvor jeg i billederne fortæller, og i teksten laver billeder – det er næsten det perfekte samarbejde, man kan have med sig selv som tegner og forfatter.”
Radiointerview med Lars von Magius, fortællingen.dk.

Lige siden sin debut med ”En lille fugl” (1982) har der været noget særligt karakteristisk i Dorte Karrebæks illustrationer, selvom hun i tidens løb også har vist et meget varieret visuelt udtryk. Hvor hun efter sin debut op gennem 1980’erne nok holdt sine illustrationer inden for mere realistiske rammer, som f.eks. i Per Schultz’ bøger om Idas familie og i Tove Johansens bøger som f.eks. ”Kan far se månen nu?” (1985) med tunge emner som sygdom og død, frigør hun mere sin fantasifulde streg i slutningen af 1980’erne. Efter at have været mere søgende i forskellige stilarter, enten bare som sort-hvide og detaljerede tegninger (som f.eks. i ”Brune Bertha – i julehumør”, 1984) eller som billeder, der minder om tegneseriesekvenser med stærkere farver som f.eks. ”Der er et hul i himlen: en hyldest til dagdrømmeren!” (1989), begyndte Karrebæk at finde sin egen originale stil omkring 1989-90, bl.a. med ”Stamtræet” (1989) og videre op gennem 1990’erne. Dette kan skyldes, at Karrebæk også begyndte at skrive egne tekster, så hun dermed begyndte at illustrere egne tekster og fortællinger. Allerede i ”Stamtræet” viser Karrebæk sin ligefremme og enkle streg i mere matte, afdæmpede farver, der illustrerer børns hverdagsliv i skilte og adskilte familier, med papfædre, delebørn og stedsøskende. For hovedpersonen Minna vækker dette stærke følelser som glæde og sorg over at miste. Men Minna udstråler både forsoning og styrke på de til tider dunkle og foruroligende billeder, der samtidig er vilde, humoristiske og livlige.

21420522

I den farvestrålende bog ”Pigen der var go’ til mange ting” (1996) har Karrebæk selv lavet både tekst og illustrationer, og igen skildres et hverdagsliv for barnet med pligter, uro og skænderier mellem forældrene. Men sympatien og synsvinklen ligger hos pigen, der er mere voksen end sine forældre. Hun er nemlig stærk nok til at tage konsekvensen ved at flytte hjemmefra til et sted, der er godt at være: ”Det er aldrig for tidligt/ at finde sig et godt sted at være/ hvor der er blomster/ at plukke” (fra bogens bagside). Karrebæks streg er allerede tidligt så fantasifuld og uregerlig, at den nærmest sprænger bogens normale rammer, idet teksten og dermed selve fortællingen om ”Pigen der var go’…” først ender på bagsiden af bogen. Disse eksperimenter med bogens grænse og form har Karrebæk i nyere tid fortsat med i samarbejdet med sin tidligere mand, Oscar K.