Med undtagelse af et par æstetisk enestående samarbejder med Otto Dickmeiss, Nils Hartmann og hendes illustrationer til Oscar K.’s genfortællinger af værker fra verdenslitteraturen som f.eks. Shakespeares ”Hamlet” (2009) (som Karrebæk gør nutidig, surrealistisk og uhyggelig i en stilmæssig hybridform, der samtidigt er meget figurativ), er det som om, at Karrebæk de senere år til dels er vendt tilbage til det illustrative udtryk, hun lagde ud med i sine tidligere billedbøger.
50854566
Det gælder f.eks. i hendes videre samarbejde med Oscar K. om ”Einstein og Villy sælger huse” (2013) i Dingo-serien. Her er det æstetisk smukke og sødmefyldte igen lagt til side til fordel for mindre kønne voksne, børn og dyr, der til gengæld er sprælske og sprængfyldte af liv og handling i sjove historier. Denne børnebog er et godt eksempel på et fortællende forløb, der skaber en vital dynamik mellem Oscar K.’s enkle tekst og Karrebæks tegninger. Den første tegning, hvor teksten starter, viser tydeligt, at Einstein og Villy fryser, selvom det ikke siges i teksten. Ved historiens afslutning er de to tilbage ved deres udgangspunkt (f.eks. uden arbejde), hvor teksten nu siger direkte, at de fryser, men hvor Karrebæks tegning hverken viser sne eller personernes skælven. Derimod får læseren en anden fornemmelse for kulde, nemlig ved deres ensomme isolation fra hinanden – en frysende ensomhed.
I Dingo-serien har Karrebæk sammen med andre illustratorer også arbejdet med at illustrere H.C. Andersens eventyr igen med genfortælling af Oscar K. I bogen ”H.C. Andersen, Udvalgte eventyr – 2” (2015) træder Karrebæks originale tegnestil tydeligt frem, når man sammenligner den med bogens to andre illustratorer, Werner Wejp-Olsens mere Walt Disney-prægede stil og Lillian Neergaards illustrationer med indlagte fotoelementer.
Med de nyeste udgivelser af bl.a. historierne om den lille røde trold er Karrebæk tilbage, hvor hun startede i 1980’erne. Med den lille røde trold er der tale om udgivelser for de helt små, men med temaer, der tilhører de store. I ”Den lille røde trold og hittebarnet” (2015) tematiseres eksempelvis jalousi, idet den lille gule snegl føler sig overset af den lille røde trold, da sidstnævnte pludselig finder et hittebarn og giver det hele sin opmærksomhed på bekostning af sneglen. Men for ikke at skræmme barnet med for megen rå ærlighed ender historien som sædvanligt med, at alt bliver godt igen.