Philip Kerrs romaner fra 2. Verdenskrig afspejler forfatterens store, analytiske interesse for denne grusomme, men afgørende epoke i europæisk historie. Dermed benytter Kerr sig af den historiske roman som genre, dog ikke kun for at sætte eksotiske og spændende kulisser op, men som et ihærdigt og veldokumenteret forsøg på at formidle noget sandt, og for at forstå en stor del af årsagen til, at verden ser ud, som den gør i dag. Romanernes detailrigdom gør det ikke kun let for læseren at visualisere fortællingerne, men øger samtidig fortællingernes sandsynlighed, også mht. de fiktive personers gøren og laden. Som sådanne meget realistiske historiske romaner kan de sammenlignes med en af de største inden for genren, nemlig Leo Tolstojs ”Krig og fred” fra 1869.
Kerrs historiske romaner er dog også spændingsromaner eller krimier og har derfor tillige visse fællestræk med Umberto Ecos historiske roman og krimi ”Rosens navn” (1980), selvom Kerrs romaner er knap så intellektuelle og teoretiske som Ecos. Derudover er detektiverne også forskellige, idet Ecos munke-detektiv William af Baskerville mere minder om en køligt reflekterende, britisk Sherlock Holmes, mens vi derimod skal over i den amerikanske krimitradition med Raymond Chandlers Philip Marlowe for at finde en tilsvarende hårdkogt og handlekraftig helt som Bernie Gunther. Lighederne mellem de to gælder både, når det gælder osende smøger, tømmermænd og tætte mentale alkoholskyer samt det mindre vellykkede forhold til smukke kvinder og kærlighed. Kerrs krimier indskriver sig således mere i den hårdtslående, amerikanske krimitradition og mindre i den klassiske krimitradition med f.eks. Arthur Conan Doyle og hans historier om Sherlock Holmes, der mere lægger vægten på refleksionen.
Selvom Kerrs fortællinger bygger på mange af de typiske krimikonventioner, lykkes det ham at styre udenom de største krimiklicheer, måske især på det sprogligt-stilistiske niveau, hvor man mange gange finder et sandt festfyrværkeri af originale, morsomme og farverige sprogblomster.
Kerr ommøblerer heller ikke de historiske kendsgerninger i sine romaner for at være original, ligesom de forfattere, der skriver historiske romaner med afsæt i den kontrafaktiske historieskrivning. F.eks. udspiller handlingen i Robert Harris’ krimi ”Fædrelandet” (1992) sig efter 2. Verdenskrig, men i et scenario, hvor Tyskland har vundet krigen, og hvorfor store dele af Europa derfor er tysk. I modsætning hertil og mere på linje med den klassiske historiske roman holder Kerr sig altid inden for rammerne af de historiske facts, også selvom han tilsætter sine egne fiktive elementer. Om det historiske aspekt i sine romaner påpeger Kerr, at: ”Det er vigtigt at blive mindet om lighederne mellem, hvad der sker historisk og hvad der sker i dag” (E.F.: It’s a mystery. The Economist, 2012-09-25. Egen oversættelse).