Kirsten Holsts kriminalromaner er i den bedste danske tradition.
Det er lettest at definere ved, hvad de ikke er. De foregår ikke i storbyen med de hårdkogte detektiver af få ord, men rask handling. Nej, vi er igen i provinsbyen eller deromkring. Provinsbyen, hvor der tilsyneladende ikke foregår meget.
22462164
Politifolkene Høyer og Therkelsen strides med deres egne menneskelige problemer. De er langtfra overmennesker, men mennesker på godt og ondt, med streg under mennesker. Man konstaterer endog, at de af og til overser det åbenbare. Netop derfor er det så tilfredsstillende at være med som læser. Man kan gætte med, og det er spændende, for miljøet er jo så genkendeligt. Men også her, de søvnige steder, har mennesker deres hemmeligheder og perversiteter. Hvis vi ikke tror det, kan vi til enhver tid åbne dagens aviser.
De lange skygger (1981). Mord forårsaget af pengeafpresning, som jo igen dækker over hemmeligheder.
Når det regner på præsten (1983). Her starter romanen med en voldtægtsforbrydelse mod en mindreårig pige. Senere myrdes en præst på kirkegården. Han havde for vane at tage folk i skrifte. De to forbrydelser hænger sammen, og i kølvandet oprulles de mange andre ubehagelige ting.
Damen i gråt (1985). Mord og spionage med rod i koldkrigstiden.
... i al sin glans og herlighed (1994). Høyer er pensioneret og nedtrykt efter sin kones død, men lader sig overtale til at undersøge en sag på Gran Canaria. Det fremmedartede miljø ændrer ikke Høyers ro og sindighed. Sagen opklares; men forfatteren er lige ved at tage livet af Høyer i en meget smuk slutning. Er det den sidste i rækken?