Hele Kierkegaards forfatterskab kredser om tilværelsens centrale spørgsmål. Ikke de politiske, ikke de samfundsmæssige – om end de også berøres, men det enkelte menneskes. Før psykologien eksisterede, beskrev og diskuterede Kierkegaard alle de problemer, paradokser og glæder, det enkelte menneske støder ind i gennem livet.
Man opdeler typisk Kierkegaards forfatterskab i to dele. Det tidlige forfatterskab fra 1843-46 og det sene fra 1847-51. Den første del har den fællesnævner, at mange af værkerne er udgivet under pseudonym. Den anden del har mere opbyggelig karakter. Udgivelserne fra 1855 er stærkt præget af Kierkegaards forhold til kristendommen og særligt til kirken.
Kierkegaard mestrer en lang række forskellige genrer og blander dem lystigt selv inden for det samme værk. Romanlignende tekster, dagbøger, journaler, taler og meget mere. I forfatterskabets første del leges der konstant med udgiverfiktioner og pseudonymer, således at man ikke ved, hvilke synspunkter Kierkegaard repræsenterer og hvilke, han blot lader en af sine figurer præsentere.
Selv om der er mange tråde, der løber gennem forfatterskabet og binder de forskellige værker sammen, udgør Kierkegaards forfatterskab – i modsætning til mange andre af den tids filosoffer – ikke et samlet system. Han er ikke en systematisk tænker. Netop Kierkegaards stilistiske mangfoldighed gør, at forfatterskabet peger i mange retninger og kan læses af både fagfilosoffer, teologer og den almindelige læser.
I akademiske kredse har det været et stridspunkt, om man kunne afkoble Kierkegaard fra teologien, altså fra hans forhold til kristendommen. Om det var i orden at læse ham som kun filosof, kun som forfatter eller kun som teolog, eller om man var tvangsindlagt til at købe hele pakken. Her skal jeg ikke gå ind i den diskussion, blot konstatere, at det efter mange år med skyttegravskrig mellem forskellige fronter inden for Kierkegaard-tolkningen, nu synes helt legitimt at læse Kierkegaard lige nøjagtig på den måde, der er meningsfuld for en selv. Og tage fat i de værker, man finder mest interessant, uden at man pinedød skal tage stilling til, hvordan de forholder sig til resten af forfatterskabet.
For uanset perspektivet er det grundlæggende tema i Kierkegaards værk – Hvem er jeg? Og hvordan skal jeg forhold mig til mig selv og til verden. Et samlende punkt i hele forfatterskabet er derfor Kierkegaards fordring til det enkelte menneskes egen beslutning – om at blive sig selv. Det spørgsmål udfoldes inden for centrale temaer som kærlighed, angst, forholdet til Gud og forholdet til det andet menneske.
En forudsætning for alt dette er dog ifølge Kierkegaard, at mennesket er præget af engagement og oprigtighed. Derfor fremstår Kierkegaard – mere end nogen anden – som lidenskabens tænker.