Selv om ”Kjerlighedens Gjerninger” (1847) hører til Kierkegaards absolutte hovedværker, er det ikke det mest fortolkede. Det hænger nok sammen med, at det har en tematisk spændvidde, der gør det vanskeligt at levere en fortolkning eller udleve en bestemt tematik. Grundlæggende handler det om, hvordan jeg skal forholde mig til det andet menneske. Værket er en lang refleksion, fordelt på 18 taler, over buddet om at elske Gud og sin næste som sig selv.
Grundtanken hos Kierkegaard er her, at den menneskelige kærlighed er givet af Gud – og at menneskelig kærlighed bør afspejle det forhold til Gud. Kierkegaard gennemgår en række af kærlighedens problemer, jalousi, misundelse, vane. For det er kun ideelt set, at kærligheden udfolder sig som i forholdet til Gud. Oftest går det nemlig ikke sådan.
Når Kierkegaard skriver om kærligheden, er det ikke kun kærligheden i et parforhold, men kærligheden mellem mennesker overhovedet.
Selv om bogen er ironisk i den forstand, at mange af talerne fortrinsvist beskæftiger sig med, hvad der ødelægger kærligheden, træder opbyggeligheden også tydeligt frem. Og Kierkegaard er radikal i sin fordring til mennesket: Man skal nærme sig det andet menneske, som var man blind. I kærligheden skal der ikke være forskel på mennesker. For alle skal gøres til genstand for Guds kærlighed.
Ifølge Kierkegaard er kærligheden det, der opbygger et menneske – giver det mod til at leve sit eget liv. Kærlighedens gerning er derfor det mest afgørende, et menneske kan gøre for et andet. Kærlighed er imidlertid ikke noget, man har og kan give til et andet menneske, for så vil dette menneske jo ikke være sig selv. Kærlighed består derimod i, ifølge Kierkegaard, at forudsætte kærlighed i det andet menneske. At tro på det andet menneske. Også når dette menneske ikke tror på sig selv. Kun derigennem kan man frisætte det.
I en af talerne hedder det, at det højeste, det ene menneske kan gøre for det andet, er at hjælpe det til at blive sig selv, fri og uafhængig – at hjælpe det til at stå alene. Det er imidlertid et paradoksalt projekt. Hvis det lykkedes for den ene at hjælpe det andet menneske til at stå alene, vil det jo netop ikke stå alene – kun i kraft af den andens hjælp.
”Kjerlighedens Gjerninger” giver ingen nemme løsninger, for Kierkegaard stiller store krav og fastholder kærligheden i alle dens facetter i mødet med det andet menneske.